Nyheder og presse
Del
Damelandshold

Danmark videre til 1/8-finalen efter sejr over Brasilien

Skrevet af Frederik G. Schmidt
06. dec 2017Kl. 23:39

Håndbolddamerne fightede sig til sejr på 22-20 (13-13), da de onsdag aften sikrede to vigtige VM-point mod Brasilien.

I Danmarks fjerde kamp ved VM i Tyskland ventede Brasilien. Dagens modstander havde gjort det onde ved Håndbolddamerne i de seneste to slutrundekampe, hvor det blev til to danske nederlag tilbage ved VM 2013 i det først en kamp det indledende gruppespil og senere i semifinalen. Brasilien blev senere verdensmester og Danmark nappede bronzen. 

Danmark startede kampen præcis som tilfældet var mod Tunesien tirsdag aften. Stine Jørgensen buldrede ned gennem midten og gjorde det til 1-0. Lidt senere blev det til 2-1 ved Kathrine Heindahl, men så løb Danmark ind i en dårlig periode. Flere fejl sneg sig ind i angrebet og Brasilien var skarpere med bolden. Efter de første fem minutter var sydamerikanerne foran med 4-2. 

Danmark kunne ikke finde opskriften på mål og landstræner Klavs Bruun Jørgensen kaldte til team timeout efter 18 minutters spil, hvor Brasilien netop havde bragt sig foran med tre, 9-6. 

Peptalken virkede og Håndbolddamerne fandt igen rytmen anført af en velspillende Kathrine Heindahl og en fremragende Sandra Toft i målet. Den danske keeper havde en redningsprocent på hele 41 efter de første 30 min. 

Med to minutter igen fik Danmark atter kontakt, da Simone Böhme gjorde det til 12-12. Få øjeblikke scorede den danske fløj igen. Denne gang til pausestillingen på 13-13. 

Tæt til det sidste
Brasilien kom bedst ud efter pausen. De grønblusede scorede - lidt tilfældigt - fra fløjen efter fire minutter af 2. halvleg. Der skulle gå næsten ni minutter før Stine Jørgensen kunne score det første danske mål efter sideskiftet. 

Men Sandra Toft var stadig en mur mellem stængerne, og forhindrede Brasilien i at øge føringen. 

I midten af 2. halvleg fik Brasilien to udvisninger med 15 sekunders mellemrum. Begge efter (for) hårde tacklinger mod Louise Burgaard. Det blev starten på Danmarks vej mod sejren. 

Med 17 minutter tilbage kunne Katrine Heindahl atter score. Denne gang til 16-15. Den første danske føring siden 2-1. 
Der blev også plads til et comeback til Trine Østergaard, der i første angreb satte sit aftryk på kampen med sin scoring til 17-15. Den første tomålsføring til de rød/hvide i kampen. 

Danmark kom også foran med tre, 20-17, efter et flot langskudsmål af anfører Stine Jørgensen. Selvsamme Jørgensen fik kort tid efter en udvisning, der blev dyr. Brasilien nettede to gange i træk, hvorfor stillingen nu var 20-19 med seks minutter igen. 

I de døende minutter - trods undertal - var Håndbolddamerne skarpe og spillede rutinerede lange angreb, hvor de på smarteste vis forsvarede den danske føring. Dermed kunne Danmark juble over sejr og en plads i 1/8-finalen. 

I morgen er der hviledag, men på fredag venter Rusland i en puljefinale i Gruppe C. Du kan se kampen på DR 1 fra kl. 20.00.

Vælg forbund

Luk