Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Både Emil Nielsen og Kevin Møller stod en flot kamp i dag
Herrelandshold

Dansk storsejr over Norge ved Golden League

Skrevet af Alexander Elverlund
08. apr 2018Kl. 20:03

En utrolig udbytterig Golden League-turnering med mange nye ansigter i aktion sluttede med en dansk storsejr på 33-23 mod værterne fra Norge. Dermed slutter Danmark på en samlet 2. plads et point efter Frankrig.

Danmark startede opgøret med et brændt straffekast, og derpå bragte Norge sig foran 1-0. Derfra satte Danmark turboen til og bragte sig på seks minutter foran 5-1 blandt andet takket være Lasse Møllers første A-landskampsmål nogensinde men også en flot strafferedning fra Emil Nielsen. Ved stillingen 6-2 i dansk favør tog Norge deres første timeout. Det hjalp lidt på sagerne, da nordmændene fik halet et par mål ind på Danmark, så stillingen var 10-8 til Danmark midtvejs i første halvleg.

Kampen tippede igen over til Danmark, hvor en føring på 15-10 var facit efter 24 minutter, hvilket delvist kunne tilskrives endnu en Emil Nielsen-redning på straffekast og en Saugstrup-scoring i et tomt norsk mål fra egen banehalvdel. Herfra skiftedes de to hold til at score halvlegen ud med undtagelse af en enkelt Norge-hammer i sidste sekund. De to hold kunne derfor gå til pause med en dansk føring på 17-13.

Holdene fulgtes ud ad starthullerne i anden halvleg med Norge lige en knivspids skarpere i angrebsspillet. Da de kunne reducere til kun at være nede med to kasser, hev Kevin Møller dog en flot redning op af kufferten og minsandten en til, så Danmark i stedet bragte sig foran 22-17. Yderligere tre danske scoringer bragte føringen op på otte mål efter ti minutter. Norge nåede ni målløse minutter inden de fik reduceret til 18-25. Det var ikke mindst takket være Kevin Møller, der virkelig tog fra i det danske mål.

Med et kvarter igen kom Danmark foran med ni mål, og så virkede kampen til at være effektivt lukket. Norge havde dog ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. De gav alt hvad de havde, men hver gang de kom et par mål tættere på, svarede Nikolaj Jacobsens drenge igen, og da Nikolaj Øris genetablerede 9-målsføringen med godt otte minutter tilbage, var det som om, at luften sivede ud af den norske ballon. Derfor blev det cruise control opgøret ud, og Danmark storsejrede med 33-23. Det giver en samlet 2. plads ved Golden League - et enkelt point efter Frankrig.

Se de danske målscorere

Vælg forbund

Luk