Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Flere og flere spillere bliver i håndbolden
Børn og unge
Bredde

Håndbolden er snublende tæt på at knække kurven for det faldende medlemstal

Skrevet af Alexander Elverlund
09. apr 2018Kl. 10:23

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Idrætsforbund viser, at Dansk Håndbold Forbunds knap 800 foreninger blot mistede 44 medlemmer sidste år. For tre år siden faldt hele 2.690 medlemmer fra. Dermed ser tidligere års frafald ud til at være bremset.

Efter 20 år, der med få undtagelser har budt på årlig tilbagegang i medlemstallet, kan Dansk Håndbold Forbund nu konstatere, at pilen er meget tæt på at pege opad. I de seneste fire år har DHF arbejdet intensivt med projektet ”Knæk Kurven”, og effekten af det hårde arbejde ser nu ud til at slå igennem.

Medlemsfrafaldet i foreningshåndbolden har oplevet en nedgang i de senere år, hvor DHF for tre år siden mistede 2.690 medlemmer eller en tilbagegang på 2,48 %, mens det for to år siden var 534 medlemmer, der forlod håndbolden (tilbagegang på 0,51 %). De nyeste tal fra Danmarks Idrætsforbund viser nu, at der sidste år blot var 44 håndboldspillere, der lagde harpiksen på hylden eller meget beskedne 0,04 % af det samlede medlemstal, der ved udgangen af 2017 udgjorde 104.989 håndboldspillere.

Generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen ærgrer sig over, at der stadig er en tilbagegang i medlemstallet, men glæder sig samtidig over, at færre og færre stopper med håndbolden:

”Vi har tidligere skullet tælle antallet af frafaldne medlemmer pr. år i tusinder. Sidste år så vi et fald på beskedne 534 medlemmer, hvilket var en klar fremgang i forhold til året før, hvor næsten 2.700 udøvere forlod sporten. I år kan vi konstatere, at vi kun har fået 44 færre medlemmer i 2017, hvilket er helt fantastisk. Vi arbejder dog stadig benhårdt på, at det tal går i nul. Og allerhelst at vi kommer til at opleve fremgang i medlemstallet,” siger Morten Stig Christensen.

I 2013 lavede Danmarks Idrætsforbund en fremskrivning af det forventede medlemstal i håndbolden, der viste, at DHF i 2017 ville komme under 100.000 medlemmer for første gang i mere end 45 år. Håndboldforbundet formåede heldigvis at sætte en prop i medlemsafgangen ved hjælp af blandt andet ”Knæk Kurven” og Håndboldfitness, så der stadig er en pæn margin ned til den kritiske 100.000-medlemsgrænse.

 

”At vi har fået bremset medlemsafgangen, skal i høj grad tilskrives alle de mange fantastiske frivillige, vi har i håndbolden. Sammen med de klubber de virker i, udgør de grundstenen i Foreningsdanmark – ikke bare i håndbolden men i al idræt,” slutter generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen.

I de kommende år arbejdes der yderligere på at knække kurven. I perioden 2018 til 2020 er der afsat 9,5 millioner kroner til projektet ”Bevæg dig for livet – Håndbold”, der er et samarbejde mellem DHF, DGI og DIF med støtte fra Nordea-fonden og Trygfonden. Målet er en medlemstilvækst på 6.000 personer netto over de tre år, hvilket skal ske via fire indsatsområder:

• Håndboldens Dag: Første gang 5. januar 2019 - åbent hus-dag i danske håndboldklubber.
• Five-a-side Håndbold: Nyt motionsspil primært rettet mod tidligere håndboldspillere.
• Håndboldfitness: Håndbold med motionselement (som hidtil). Let at gå til for nye.
• Unge 16-19 år: Målrettet indsats i denne målgruppe med fokus på fastholdelse.

Udvalgte nedslagspunkter fra medlemstallene:

• 20 håndboldforeninger har fordoblet eller mere end fordoblet deres medlemstal det foregående år.
• Frederiksdal-Kragelund Idrætsforening af 1973 er højdespringeren med en medlemsfremgang på hele 725 %, da de er gået fra blot fire håndboldspillende medlemmer til 33.
• Numerisk er det Thisted IK Håndbold, der med 186 nye medlemmer er vokset mest. I 2016 havde Thisted IK 202 medlemmer, mens den nordjyske klub i 2017 voksede til hele 388 håndboldspillere og dermed nu er større på medlemmer end 95 % af de danske håndboldklubber.
• Antallet af foreninger under DHF er faldet fra 808 til 794, hvilket blandt andet skyldes klubsammenlægninger og foreninger, hvor der ikke har været registreret håndboldspillende medlemmer i to på hinanden følgende år.

Se hele Danmarks Idrætsforbunds publikation ”Idrætten i tal 2017” her

 

Vælg forbund

Luk