Nyheder og presse
Del
Hans Lindberg var sikker på sine straffekast.
Herrelandshold

Håndboldherrerne taber knebent til Norge

Skrevet af Frederik G. Schmidt
06. jan 2018Kl. 19:26

Danmark tabte lørdag aften deres anden kamp ved Golden League i Frankrig, da Norge slog Nikolaj Jacobsens tropper med 27-25.

AccorHotels Arena i Paris præsenterede lørdag aften nogle flotte rammer for kampen mellem Danmark og Norge. Danmark kom til kampen med en storsejr på 37-21 over Egypten, mens Norge omvendt tabte deres første kamp ved Golden League til Frankrig med 27-32.

Dagens kamp startede ud i et højt tempo, hvor begge mandskaber fik en fin start på kampen. Hans Lindberg gjorde det til 3-2 i dansk favør på straffekast efter fem minutters spil.  

De to nordiske mandskaber fulgtes så ellers ad på scoretavlen, hvor stillingen henholdsvis hed 3-3, 4-4 og 5-5. Efter 17 minutters spil skaffede Sander Sagosen den første norske føring med sit mål til 6-5, der samtidig udløste en dansk timeout.  

Norge bragte sig senere foran med 8-6, men herefter fulgte en god periode for Håndboldherrerne. Særligt Rasmus Lauges mange indspil til René Toft Hansen på stregen gjorde ondt på det norske forsvar. Nu var det pludselig Danmark, der var foran med 10-8, hvor der var seks minutter til pausen.

Systematisk for 1. halvleg gjorde Eivind Tangen til det 10-10 få øjeblikke senere, hvorfor alt var lige igen.

1. halvleg var i det hele taget – udover at være helt lige – en meget velspillet og fejlfri en af slagsen. Der var meget få tekniske fejl.

Få sekunder inden pausen kanonerede Sander Sagosen bolden ind bag Niklas Landin. Norge kunne derfor gå til pause foran med en enkelt, 12-11.  

Flot dansk comeback
Norge kom bedst ud efter pausen, hvor de øgede deres forspring til Håndboldherrerne. Først blev forspringet øget til 17-13. Dernæst gjorde Bjarte Myrhol det to minutter senere til 19-14.

Herfra startede et stærkt dansk comeback. Det blev kickstartet af et perfekt udkast fra Niklas Landin til Hans Lindberg, der kunne reducere til 17-20 med 15 minutter igen. Derefter var det Magnus Landin, som scorede til 18-20. Sekunder senere gjorde Magnus Landin det – ovenikøbet i undertal – til 19-20. Morten Olsen fuldendte comebacket ved at smadre bolden ind til 20-20.  

Norge svarede dog stærkt igen, hvor selv gode aktioner fra Niklas Landin ikke kunne holde nordmændene fra fadet. Christian O'Sullivan og Sander Sagosen gjorde det onde ved Danmark i kampens sidste minutter. Norge kunne derfor fejre en sejr på 27-25.  

Danmark spiller i morgen sidste kamp ved Golden League, når de franske værter venter. Kampen kan ses fra kl. 16.30 på TV 2. 

Vælg forbund

Luk