Nyheder og presse
Del

U18-herrer vinder begge kampe mod Holland

Skrevet af Frederik G. Schmidt
05. jan 2018Kl. 20:07

Claus Hansens tropper tog fredag aften deres anden sejr ud af to mulige mod Holland, da de hollandske gæster på ny blev besejret. Denne gang blev det til dansk sejr på 38-21 (16-12).

De danske U18-herrer har over to dage mødt Holland i to træningskampe i Løgumkloster. Torsdag aften blev det til en sejr på 40-17 (20-10). Fredag aften hev de danske ungdomsspillere sig så igen sejrrigt ud af opgøret mod de orangeblussede. 

Til dagens kamp stillede landstræner Claus Hansen med 14 ’nye’ ansigter i forhold til i går. 28 spillere var denne gang udtaget til samlingen i Løgumkloster, hvor 14 spillere fik chancen torsdag, mens de resterende 14 fik spilletid her til aften. Det danske mandskab fik store roser af landstræneren for præstationen i går, men der var også stor tilfredshed at spore hos landstræneren efter aftenens kamp:

”Holland bider noget mere fra sig i dag. De falder dog i niveau, når de skifter ud. Det gør vi omvendt ikke. Vi får slået hullet i 2. halvleg, hvorefter vi meget koncentreret kører kampen hjem. Det er ikke alt, der lykkes for os, men igen skal der lyde en stor ros til drengene, der er aggressive og tændte kampen igennem,” fortæller U18-landstræneren.

Claus Hansen ser derfor tilbage på en god samling for U18-landsholdet:

”Det har været en dejlig samling med to gode kampe. I går så 518 tilskuere os spille og i dag var vi oppe på 650, hvilket er en meget flot opbakning. Derudover har vi oplevet en masse motiverede spillere til denne samling – og på dette landshold i det hele taget. Vi er seks måneder fra en slutrunde, hvor vi nu allerede har haft 44 spillere i aktion. Der er en stor konkurrence om pladserne, som jo er en god og ikke mindst sund ting,” afslutter Claus Hansen.  

Næste samling for U18-landsholdet er i april.

Vælg forbund

Luk