Håndboldskole Arrangør-
betingelser 2024

Deltagertilmelding
Al tilmelding og betaling sker via onlinesystemet hos DanskHåndbold, som administrerer tilmeldingerne til håndboldskolerne.

Den officielle tilmelding for håndboldskoler åbner torsdag den 1. februar 2024 kl. 10.00. Foreningen har mulighed for at tilmelde deltagere på ”lukket liste” i perioden den 1.-31. januar 2024 kl. 8.00. Med ”lukket liste” menes den liste, hvor foreningen kan reservere og bestemme hvilke medlemmer, der skal have tildelt pladserne via invitationsmodulet i HåndOffice.

Deltagere har mulighed for at framelde sig indtil 14 dage før foreningens håndboldskole begynder mod betaling af et gebyr på kr. 225,- inkl. betalingsgebyr. Herefter er tilmeldingen bindende og DanskHåndbold tilbagebetaler ikke deltagergebyret til deltagerne, hvis de melder fra eller ikke møder op. Dog med undtagelse af skader, hvor refundering sker mod fremsendelse af dokumentation.
Foreningen må ikke tage imod betaling lokalt. 

HåndOffice og kommunikation
Foreningen får adgang til foreningens håndboldskole i DanskHåndbold’s administrationssystem HåndOffice. I HåndOffice kan foreningen følge billetsalget til foreningens håndboldskole, se deltagere samt deltagerdata, downloade materialer, bestille trænertøj mv.
Foreningen kan trække en deltagerliste ud af HåndOffice og herefter anvende denne til foreningens kommunikation med deltagerne. Foreningen må kun sende informationer til deltagere omhandlende årets håndboldskole.

Behandling af deltagernes personoplysninger
DanskHåndbold er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger om deltagere i forbindelse med tilmelding til DanskHåndbold’s håndboldskole. I forbindelse med tilmeldingen opfylder DanskHåndbold oplysningspligten overfor deltagerne.

Foreningen er selvstændig dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger om de deltagere, som tilmelder sig foreningens håndboldskole. Det betyder, at det er foreningens ansvar at efterlevepersondatareglerne og herunder informere deltagerne om, hvordan deres personoplysninger behandles af foreningen. Foreningen bør derfor udarbejde en persondatapolitik, som opfylder persondatareglerne. Foreningen kan evt. lade sig inspirere af DanskHåndbold’s persondatapolitik til håndboldskoledeltagere og tilrette denne, så den passer til foreningens konkrete behandling af deltagernes oplysninger. Læs Persondatapolitik - Håndboldskoler 

Foreningens brug af billeder af deltagerne
Foreningen er selv ansvarlig for enhver brug af billeder af deltagerne fra foreningens håndboldskole og foreningen opfordres til at sikre sig samtykke fra forældre, inden foreningen bruger billeder af håndboldskoledeltagere på eksempelvis foreningens hjemmeside, Facebookside eller lign.

I forbindelse med tilmelding til håndboldskole har DanskHåndbold gjort det muligt for forældremyndighedsindehavere at give samtykke til brug af billeder af deres børn i forbindelse med håndboldskole. I det omfang der gives samtykke, kan foreningen gøre brug af billeder af de pågældende indenfor rammerne af det afgivne samtykke. Det er foreningens ansvar at tjekke, om der er givet samtykke fra en bestemt deltager og omfanget af dette samtykke. Ønsker foreningen at bruge billeder på en måde, der ikke er givet samtykke til, skal foreningen selv sørge for at indhente samtykke hertil.

Såfremt en deltager kalder sit samtykke tilbage informerer DanskHåndbold foreningen herom, og foreningen skal herefter sørge for at efterleve dette.

PR materialer
Foreningen kan benytte DanskHåndbold's materialer, som kan downloades fra HåndOffice. Det er foreningens eget ansvar at lave lokal PR for eget arrangement.
Arrangementsansvarlig vil efter tilmelding til håndboldskole modtage et banner og plakater, som eksempelvis kan hænges op i hallen, som reklame for netop foreningens håndboldskole. 

Etik
DanskHåndbold Håndboldskoler bygger grundlæggende på den gode oplevelse. Foreningen må ikke benytte arrangementet til at opfordre spillere fra andre foreninger til at blive medlem i foreningen.

Foreningen forpligter sig til at indhente børneattester på alle trænere, som foreningen ikke har børneattester på i forvejen. Evt. repressalier fra DIF er udelukkende et anliggende mellem foreningen og DIF.

Sponsorer
Foreningen skal loyalt støtte op om DanskHåndbold's sponsorer til DanskHåndbold’s håndboldskole.
DanskHåndbold’s håndboldskolesponsorer har brancheeksklusivitet. Det vil sige, at foreningen i forbindelse med afviklingen af håndboldskole ikke må lave sponsoraftaler med konkurrerende virksomheder.

I 2024 er der følgende hovedsponsorer til DanskHåndbold’s håndboldskoler:

  • Teknicar
  • Lidl Danmark A/S
  • Bambusa 
  • Norlys
  • Alm Brand

Foreningen skal udlevere fremsendte samplinger (vareprøver) fra DanskHåndbold's sponsorer.

Det er muligt, at arrangørforeninger kan indgå aftaler med lokale partnere om tryk på deltagernes T-shirt.
Aftalen er omfattet af følgende betingelser:

  • Der må trykkes på ryggen øverst. Trykflade må maksimalt være 25 x 25 cm.
  • Lokale sponsorer må ikke beskæftige sig med etiske og/eller moralsk stødende industrier, være en dagligvarebutik, forsikringsselskab eller et sportsbeklædningsbrand. 
  • T-shirts, hvorpå der er tryk fra en lokal sponsor, kan ikke ombyttes eller returneres.

Materialer
Foreningen får én gratis trænerpakke pr. syvende tilmeldte deltager. Der rundes ned ved beregning af antal gratis trænerpakker. Det er muligt at tilkøbe ekstra trænerpakker.
Foreningen får en deltagerpakke pr. deltager. Foreningen skal udlevere fremsendte materiale til deltagerne. Defekte varer skal byttes ved henvendelse til DanskHåndbold eller DanskHåndbold’s logistikpartner.
Trænerpakker og evt. tilkøb skal bestilles via HåndOffice.

Levering af materialer sker over tre gange:

  1. Første levering pakkes og sendes 6 dage før foreningens arrangement begynder.
  2. Anden levering pakkes og sendes 3 dage før foreningens arrangement begynder.
  3. Tredje levering pakkes og sendes på første dagen af foreningens arrangement.  

I forbindelse med levering af materialer er foreningen ansvarlig for at sikre, at der er en person fra foreningen til stede og kvittere for modtagelsen. Kontakt DanskHåndbold for at få nærmere information om tidspunktet for levering.

Foreningen kan ved tilmelding oplyse, at forsendelsen må stilles på modtageradressen, uden at der kvitteres for modtagelse. Giver foreningen tilladelse til dette, sker det på foreningens ansvar og risiko. Eventuelt økonomisk tab pga. defekte varer forårsaget af vejret, tyveri osv. er foreningens risiko og udgifter til nye materialer dækkes af foreningen. Fragtmanden orienteres om at kontakte det af foreningen opgivne tlf. nr. 30 min. før levering. DanskHåndbold kan desværre ikke garantere, at dette sker.

Ved aflysning
Ønsker foreningen at aflyse arrangementet, skal foreningen meddele det til DanskHåndbold på haandboldskoler@danskhaandbold.dk senest tre uger før håndboldskolens første dag. Derefter effektuerer DanskHåndbold aflysningen samt evt. korrespondance og tilbagebetaling til tilmeldte deltagere. 

Afregning
DanskHåndbold udbetaler foreningens andel af deltagergebyret, når håndboldskolen er afviklet. Eventuelt ekstra køb af trænertøjpakker modregnes foreningens andel.

Hvis foreningen arrangerer mere end én håndboldskole, behandles hver håndboldskole for sig – både i relation til afregning, beregning af trænere osv. Foreningen kan således ikke opnå flere gratis trænerpakker, end det enkelte arrangements deltagerantal godtgør.

Foreningen forpligter sig til følgende:

  • Udpege en kontaktperson som er DanskHåndbold's kontakt til foreningen
  • Vurdere hvilke aldersgrupper foreningen vil invitere og hvor mange i hver aldersgruppe
  • Sørge for bestilling af hal, evt. gymnastiksal og udendørsarealer efter behov 
  • Eventuelt søge tilskud ved kommunen eller fonde m.v.  
  • Lave aftale med trænere og hjælpere fra egen forening eller naboforeningen samt lave aftale med evt. gæsteinstruktører
  • Lave lokal PR for arrangementet og udsende invitationer til egne medlemmer evt. også på lokale skoler m.m. 
  • Holde deltagerne informeret op til arrangementet om f.eks. program og øvrige relevante informationer 
  • Lave holdinddeling
  • Tilrettelægge programmet for deltagerne, hvor DanskHåndbold’s tema er en naturlig del af det
  • Modtage og fordele deltagerpakker og sampling fra DanskHåndbold’s samarbejdspartnere 
  • Sikre evaluering af arrangementet til DanskHåndbold
  • Behandle personoplysninger om deltagerne i henhold til gældende persondatalovgivning

DanskHåndbold, november 2023