Udendørs træning
Trille og Trolle er rykket udendørs
Hallerne er fortsat lukkede, og åbningen af foreningsidrætten blev i første omgang udendørs. Hvis håndbolden igen skal rulle, må vi derfor for nuværende flytte os udenfor, og det gælder også for Trille Trolle holdet. Derfor har vi samlet inspiration til de foreninger, der gerne vil i gang med Trille Trolle træningen udendørs.
Inspirationsmaterialerne tager udgangspunkt i legekortene, som I kender fra jeres indendørs håndboldtræning. Vi har udvalgt nogle lege og aktiviteter, der er velegnet til udendørs brug. I højre side er det muligt at downloade fem eksempler på træningskort (lige til at downloade og bruge), og en version af udendørs terningleg samt Trille og Trolle på skattejagt som pirater.
I træningen for de mindste håndboldspillere vil rigtigt mange af aktiviteterne fra hallen nemt kunne flyttes udenfor, da underlaget i mange tilfælde er af mindre betydning. Andre aktiviteter vil med ganske få ændringer også fungere fint udendørs. Den dybe tallerken skal derfor ikke opfindes, men der er overvejelser I med fordel kan gøre jer.
Nye omgivelser – brug dem!
Hvad enten træningen er rykket ud på multibanen, på græsbanerne, i sandet, i parken eller noget helt femte, kan disse nye omgivelser bruges aktivt i træningen og give sjove muligheder, vi ikke har i hallen. Tag et kig omkring og overvej hvilke muligheder jeres udendørs faciliteter giver jer i forhold til øvelser og lege.
- Er der træer, der kan bruges som ”helle” i fangelegen?
- Kan der bygges sandslotte og kastes til måls efter dem?
- Er der hække eller lave hegn, der kan kastes over?
- Er der bænke, kantstene eller andet, der kan balanceres på?
- Kan der trækkes en snor rundt på legepladsen og skabes en sjov forhindringsbane, der skal følges?
- Kan de voksnes skygger fanges eller skydes efter i solskinnet?
- Kan vinden bruges til at lave hurtige sæbebobler, der skal fanges?
Rekvisitter
For at begrænse mængden af rekvisitter i forbindelse med udendørstræningen, er der i vores inspirationsmaterialer kun taget ganske få remedier med. I stedet opfordres I til at se mulighederne i det valgte udendørsområde og bruge det aktivt.
Streetbolden er oprindeligt udviklet til udendørs træning, men udendørs brug slider selvfølgelig hårdere på boldene, særligt hvis det er vådt og mudret. Derfor kan overvejes at bruge alternative bolde, fx billige tennisbolde eller plastikbolde. Ellers kan I bede spillerne om selv at tage en bold med til træningen.
Skal I bruge et minimål, og der ikke er noget i omgivelserne, der kan bruges til formålet, kan et pop-up mål, være en mulig løsning. Det kan let tages med og slås op. Alternativt kan der bruges kegler.
Træning under forsamlingsloftet
Alt efter størrelsen på Trille Trolle holdet kan det nuværende forsamlingsloft stille krav til at træningen organiseres på en ny måde, så antallet af spillere, voksne og trænere ikke overstiger det tilladte antal. Hvis I er for mange til at alle at kunne samles, ses her nogle mulige måder at organisere det på.
- Lave tilmelding til de enkelte træninger så I max bliver det tilladte antal deltagere.
- Dele gruppen op og træne hver anden gang.
- Dele gruppen og træne efter hinanden. Træneren må gerne være træner for begge grupper, så længe forsamlingsloftet ikke på noget tidspunkt overstiges.
- Dele gruppen i på flere arealer med dertilhørende træner/tovholder. Med tanke på målgruppen skal afstanden mellem arealerne være tilstrækkelig stor, for at sikre at børnene ikke blander sig.
Udover forsamlingsloftet skal de generelle corona-anbefalinger naturligvis også følges. Her kan I altid finde de opdaterede retningslinjer og anbefalinger.
Hilsen fra Trille og Trolle
En lille video-hilsen fra Trille og Trolle, som I er meget velkommen til at dele med jeres Trolle Trolle medlemmer.