Om HRØ
Del

Sommerhilsen 2022

01. jul 2022Kl. 11:12

Sommerhilsen fra formanden - med ønsker og håb om rigtig, sjov håndbold også hen over sommeren

Kære håndboldven.

Kan der mon findes en overskrift – ud over den her valgte – der kan summe status op og skue frem og samtidigt være retvisende? Valget er mellem:

Intet ved det gamle – masser af nyt eller  alt ved det gamle – intet nyt.

Vi står ved kanten af den nye turnering – sæson 2022-2023 – hvor vores 3 ældste ungdomsårgange ikke længere skal være i en fælles turnering med Fyns Håndbold Forbund, der har valgt at søge et turneringssamarbejde mod Jydsk Håndbold Forbund. Derfor er vi ved HRØ nu i gang med at se på en ny turneringsstruktur fremadrettet og kun for HRØ. Samtidigt med dette, så er der også ny struktur på vej for Ungdoms-DM. Og som toppen på det hele, så er der nu kommet godt gang i arbejdet med at se på en ny struktur for Håndbold-Danmark. Målet er færre enheder, højere beslutningshastighed. I forhold til det sidste nye, så forventes det, at der er nyt om en ny struktur i løbet af første halvår 2023.

Ny turneringstruktur for ældste ungdomsårgange ved HRØ skal være på plads til kommende turneringsstart, og der er lige nu stor aktivitet i udvalg og administration på det område.

Tilsvarende arbejdes der lige nu også intenst på at få en landsdækkende aftale på plads vedr. Ungdoms-DM. Der er heldigvis enighed om, at hverken HRØ, FHF eller JHF skal have følelsen af at ”blive efterladt på perronen”.

Og så må vi ikke glemme, at vi den 19. marts fik præsenteret et vidensgrundlag for det håndbold, vi spiller og skal til at spille fremover. Videnskonferencen den 19. marts var under devisen ”Rigtig, sjov håndbold”. Nu ved vi mere om, hvorfor vi synes håndbolden er rigtig sjov.

Så her gælder vel at intet er ved det gamle.

 

Men på andre områder er alt ved det gamle:

Vi har fået afsluttet en vinterturnering, hvor Covid-19 ikke formåede at ødelægge oplevelsen af oprykninger, nedrykninger, finalekampe og vindere og næsten-vindere.

Vi har igen afholdt en række beach-stævner rundt omkring i det danske sommerland (incl. dansk sommervejr). Mange kampe. Sjove kampe. Gode oplevelser. Og kun få aflysninger grundet vejret.

Tak til alle for indsatsen her i første halvår af 2022. Lad os holde skruen i vandet på samme måde resten af året. Glædes ved spillet og den gode håndboldoplevelse. Og byde Covid-19 trods, hvis den igen skulle vise sig frem.

 

Med venlig hilsen
Håndbold Region Øst

Troels Hansen
Formand

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE