Talenttræning - vi søger unge trænere
Kalder alle unge håndboldtrænere!
HRØ Talent leder lige nu efter et antal yngre trænere, som kunne tænke sig at blive en del af HRØ-trænerstaben på drengesiden.
Er du mellem 18 og 25 år, og har du mod på at træne de bedste U15-drengespillere i Østdanmark? Så er det dig, vi søger!
HRØ Talent er første skridt på vejen til DHF's talenttræning og senere de danske ungdomslandshold. Det er et regionalt træningstilbud for de dygtigste og mest spændende U15-spillere, som samles på tværs af hele Sjælland og øerne til en række træningssamlinger hvert år.
I HRØ Talent ønsker vi at få involveret flere unge trænere, som kunne tænke sig at blive dygtigere, og måske på sigt arbejde mere fast med talentudviklingen i Danmark. Du vil blive tilknyttet som hjælpetræner til det faste trænerteam, og ambitionen er at give dig en masse erfaring og sparring, så du bliver en bedre håndboldtræner.
Om arbejdet
Opgaverne er at være til stede under (nogle af) træningssamlingerne og hjælpe det faste trænerteam med at afvikle håndboldtræningen, herunder gennemføre træningsøvelser og give spillerne feedback. Træningerne vil være planlagt på forhånd, men du vil få lejlighed til at sparre samt koordinere den nærmere rollefordeling med det øvrige trænerteam i forbindelse med hver enkelt samling.
Hvis du er specifikt interesseret i målvogtertræning, hører vi også meget gerne fra dig.
Arbejdet er som udgangspunkt frivilligt, men der ydes en kontakt godtgørelse for kørsel til og fra samlingerne i egen bil. Til gengæld får du mulighed for at arbejde med de dygtigste og mest spændende og ambitiøse drengehåndboldspillere i Østdanmark, og dygtiggøre dig som træner. Derudover bliver du en del af et meget engageret og kompetent trænerteam.
Det praktiske
Der afholdes typisk træningssamlinger 12 gange om året henover fredag og/eller lørdag. Samlingerne afholdes næsten altid inden for en times kørselsafstand fra København. De fleste i trænerstaben er fra Københavnsområdet, og der er derfor altid mulighed for at få et lift, hvis man ikke selv kan køre. Hvis du selv står for kørslen, vil det være muligt at få skattefri transportgodtgørelse efter SKAT's regler for dette.
Vi ser gerne, at du kan deltage i så mange af samlingerne, som muligt, men er også meget interesseret i at høre fra dig, hvis du kun kan deltage en gang imellem.
Hvis du er interesseret eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Tobias Aagaard (tlf. 4126 3171), eller Mathias Ekstrøm (tlf. 3078 6772).
Venlig hilsen
Håndbold Region Øst