Holdfællesskaber
Holdfællesskaber
Et holdfællesskab er en sammenlægning af hold fra to forskellige klubber. Det kan fx være to U15-hold i to naboklubber, hvor begge hold ikke har nok spillere til at stille med et hold i turneringen. Her er der således mulighed for at ansøge om et holdfællesskab på tværs af klubberne, og efter godkendelse af holdfællesskabet, kan der tilmeldes et fælles hold i turneringen.
Indgås et holdfællesskab på årgange fra U15 og nedefter tilknyttes en lokal konsulent processen.
Formålet med holdfællesskaber er:
- at fastholde flest mulige længst muligt i håndbolden.
- at fastholde spillerne i deres egen årgang, så de kan blive på det alderstrin, de hører til og ikke tvinges til at rykke til årgangen over eller under.
- at sikre lokale tilbud til spillerne, så der ikke bliver længere til træning og kamp end allerhøjst nødvendigt.
- at spillerne fastholdes på lokale hold, hvor de givetvis får mere spilletid og større ansvar end hvis de rykker til en ny og måske større klub på et højere niveau.
- at fastholde spillernes sociale flader, så de ikke tvinges ud i klubskifte samtidig med f.eks. skoleskift, så mange sociale flader ændres på samme tid.
- at sikre de bedste udviklingsmuligheder for flest mulige.
Forskellige muligheder for holdsammenlægning
- Holdfællesskab for alle hold på en årgang
- Holdfællesskab for enkelte hold på en årgang.
For U13-U19 kan der ansøges om holdfællesskab på lavererangerende hold (fx 2. eller 3. hold), uden det påvirker 1. holdet. Denne ændring gælder ikke for hold, der spiller på kortbane, da det vurderes at spiludvikling og medlemsrekruttering her er bedre værktøjer til at løse udfordringer. - Det er muligt at ansøge om holdfællesskab for alle hold og årgange i klubben. Her kan et klubfællesskab også benyttes. Forskellen er, at et klubfællesskab uden videre forlænges fra sæson til sæson, men et holdfællesskab skal genansøges.