Vejledning og opvarmning
Generel vejledning
Performance Profil kan sidestilles med fysisk træning, da de forskellige tests også kan bruges som relevante træningsøvelser, der kan udføres i den daglige træning. Hvis spilleren gennemfører de forskellige tests i Performance Profil samme dag, svarer det til et godt fysisk træningspas til håndbold. Performance Profil kombinerer både det skadesforebyggende og det præstationsfremmende test- og træningsområde, da disse områder unægtelig hænger sammen. I sidste ende skal denne skadesforebyggende og præstationsfremmende træning nemlig sikre, at der kan trænes og spilles kampe på højt niveau.
Målet med Performance Profil har været at begrænse sig til få og relevante test. De forskellige tests i Performance Profil kan udføres i sammenhæng eller opdeles i mindre grupper og fordeles på forskellige dage. De forskellige tests kan håndplukkes til et specifikt formål. I alle tilfælde bør testningen standardiseres - så godt som muligt - mellem hver testomgang, der skal sikre, at de forskellige tests bliver så ens som muligt. Helt konkret betyder det, at håndboldspilleren skal gennemføre den samme opvarmning til testene, håndboldspilleren skal udføre testene i den samme rækkefølge og på det samme underlag i samme fodtøj. Derudover kan træneren med fordel forberede spillerne på testen i god tid. Træneren skal bedømme de enkelte tests efter de beskrevne retningslinjer - og på samme måde hver gang.
Performance Profil bør udføres minimum en gang årligt.
Hver test er forbundet med en meget lille skadesrisiko ved gennemførelse. Hvis man som træner eller spiller er bekymret for, om det tekniske eller fysiske niveau er tilstrækkeligt til at kunne gennemføre testene med maksimal indsats uden at erhverve sig skader, kan Performance Profil også gennemføres som træningsøvelser uden fokus på maksimal indsats. Her er anbefalingen i den forbindelse, at håndboldspilleren udfører tre-fem forsøg på hver test, fire-seks gange, fordelt ud på to-tre uger. Performance Profil bør udføres minimum en gang årligt f.eks. ved sæsonopstart, men gerne flere gange årligt f.eks. før sommertræningen påbegyndes og efter sommertræningen/sæsonopstart og/eller inde i sæsonen i efteråret og inde i sæsonen i foråret. Der kan indhentes interessant viden om et holds og/eller den enkelte spillers fysiske niveau hen over en komplet sæson.
Opvarmning
Opvarmning til inden gennemførelse af test kan se således ud:
0-3 min
Dynamisk stræk med foam-roll
3-7 min
Let løb, sidelæns løb, baglæns løb, landinger (hav gerne en bold med)
8-11min
Lette styrkeøvelser i tre minutter (med fokus skulder, fod, hofte, knæ – ikke til udtrætning)
¤ 4 hop på højre ben og 4 hop på venstre ben
¤ Dynamisk stræk/sving - (lette kast)
12-15 min
¤ Retningsskifte til siden med (otte gentagelser)
¤ Løb frem til 180 graders vending (otte gentagelser)
¤ Kast i væg til makker (20 kast, ti hårde kast)
¤ Løb frem til landing (otte gentagelser)
¤ Tre stigningsløb