Priser og vindere
Del

Årets Håndboldforening 2019

GALTEN FS ER ÅRETS HÅNDBOLDFORENING 2019

Se med i videoen hvad prisen som årets håndboldforening har betydet for Galten FS, som i 2019 blev kåret som årets håndboldforening. 

Den jyske breddeklub Galten FS er kåret som Årets Håndboldforening 2019. Vinderen blev hyldet foran tusindvis af tilskuere i halvlegen af EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Færøerne i Gigantium i Aalborg.

Søndag 16. juni 2019 bliver formentlig en dag, som håndboldklubben Galten FS ikke glemmer lige med det samme. Her til aften blev de nemlig kåret som Årets Håndboldforening 2019.

De tre finalister; Galten FS, Hadsten Håndbold og Team Vestfyn, sad på tilskuerrækkerne under første halvleg af kampen mellem Danmark og Færøerne, men spørgsmålet er, hvor meget de egentlig fulgte med. For i halvlegen skulle spændingen udløses omkring det, de egentlig var kommer for.

Halvgulvet i Gigantium dannede scenen for overrækkelsen, hvor formanden for DHF’s bredde- og udviklingsudvalg, Betina Lyng Bjerre, løftede sløret for årets vinder: Galten FS.

”Galten FS er en klub, der har stort fokus på og succes med at kombinere de sportslige og sociale tilbud. De tør tænke innovativt og er ikke bange for at teste nye idéer af. Det gælder både i forhold til det sportslige, men ikke mindst det sociale. Teambuilding, årlige senior- og ungdomsstævner, spaghettihåndbold, Brag i Hallen, HOPLA-bold og Håndboldens Dag er blot nogle af de mange sociale tiltag der gør, at klubben de seneste år har fået flere trænere, frivillige og ikke mindst medlemmer,” sagde Betina Lyng Bjerre ved kåringen her til aften.

Målrettede indsatser giver resultater
Galten FS kåres blandt andet til Årets Håndboldforening 2019 på grund af deres succes med fastholdelse og rekruttering af både spillere, trænere og frivillige.

Klubben har arbejdet målrettet med flere indsatser, blandt andet opstart af både U-19 dreng- og pigehold, tilgang af spillere til de yngste årgange i forbindelse med Håndboldens Dag, og seneste skud på stammen er opstart af et Five-a-side-tilbud for de voksne. 

Til spørgsmålet om hvorfor de selv tror, at de har vundet prisen svarer klubbens formand:

"Jeg tror det handler meget om den måde, vi gør det på, hvor vi får det sociale inkorporeret i håndbolden. Selvfølgelig vil vi også gerne vinde kampe, men vi har også været i stand til at favne alle dem, der måske ikke har haft de store ambitioner, men hvor det handler om sammenholdet og det sociale," sagde formand i Galten FS, Lars Tang Jørgensen søndag aften.

Med titlen som Årets Håndboldforening 2019 følger også en gavecheck på 20.000 kroner til køb af Tress-produkter sponsoreret af Tress.

Vælg forbund

Luk