Nyheder og presse
Del
Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund aflyser alle beachaktiviteter i maj og juni. Foto: Jan Christensen
Børn og unge
Bredde
Nyt fra DHF

Alle beachaktiviteter i maj og juni aflyses

Skrevet af Maria-Teresa G. Faurhøj
08. apr 2020Kl. 13:00

Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund aflyser alle beachaktiviteter i maj og juni. Det gælder både landsholdssamlinger, Corny Beach Handball Touren, EBT i Billund og de lokale stævner over hele landet.

Den fortsat alvorlige situation omkring Covid-19 får nu også konsekvenser for beach handball sæsonen i Danmark. Som følge af myndighedernes og regeringens seneste udmelding om en gradvis og forsigtig genoplukning af samfundet, der ikke giver håb om en snarlig genåbning af større idrætsaktiviteter, har Dansk Håndbold Forbund sammen med Jydsk Håndbold Forbund, Fyns Håndbold Forbund og Håndbold Region Øst besluttet at indstille al beachaktivitet i maj og juni.

Det betyder, at følgende aktiviteter i maj og juni ikke afvikles:

  • Samtlige lokale stævner under JHF, FHF og HRØ
  • Corny Beach Handball Touren 2020 og DM for senior, oldies, U19 og U17
  • Landsholdssamlinger og try-outs
  • European Beach handball Tournament i Billund


Per Bertelsen, formand for Dansk Håndbold Forbund ærgrer sig over, at et af sommerens højdepunkter for rigtig mange håndboldspillere, nemlig beach handball, nu også må aflyses:

”Ærgrelsen over også at måtte indstille beach handball i maj og juni er kæmpe stor. Jeg havde, ligesom rigtig mange andre, håbet på, at strandhåndbold kunne være det, der kunne samle os igen efter flere måneder uden håndbold, men at aflyse er desværre den eneste rigtige beslutning set i lyset af den situation vi står i.”

Om der kommer til at blive spillet beach handball i juli og august, er endnu usikkert, men hvis det skulle blive aktuelt, vil det blive lokale stævner.

”Vi har naturligvis drøftet muligheden for at flytte afviklingen af beachtouren til august eller september, men hvis der til den tid skulle være åbnet op for idrætsaktiviteter igen, vil der være rigtig mange klubber, der gerne vil arrangere eksempelvis opstartsstævner, hvor de kan tjene penge til klubben. Så for ikke at konkurrere med dette, har vi valgt ikke at flytte aktiviteterne,” forklarer Per Bertelsen.

Hold tilmeldt Corny Beach Handball Touren 2020 vil ikke blive opkrævet deres holdgebyr, og skal ikke foretage sig yderligere, da annulleringen sker automatisk.

Kun i JHF har der indtil nu været åbent for tilmelding til de lokale stævner. De hold, der allerede har tilmeldt sig, får direkte besked fra JHF.

For yderligere information
Maria-Teresa Faurhøj, Kommunikationskonsulent i Dansk Håndbold Forbund, tlf. 2327 1294, mtf@dhf.dk

Vælg forbund

Luk
ANNONCE