
Beachlandsholdene forhindrede i at deltage i World Games
En aflyst flyafgang har forhindret de danske beachlandshold i at deltage ved World Games, der starter på mandag. Dansk Håndbold Forbund og rejsebureauet Travel Sense har afsøgt alle muligheder for en alternativ rute til Alabama, men uden held.
De danske landshold i beach handball skulle fredag eftermiddag være rejst afsted mod Birmingham i Alabama, USA, for at deltage i The World Games, der starter på mandag. Men et aflyst fly fra København til Amsterdam skulle vise sig at spænde ben for den danske deltagelse.
Landsholdene var ellers mødt op i Københavns Lufthavn for at tage afsted fredag, men kort tid efter modtog de beskeden om, at flyet til Amsterdam var aflyst. Det satte Dansk Håndbold Forbund og samarbejdspartner Travel Sense på hårdt arbejde med at få arrangeret en alternativ rute.
Men efter mange timers kamp, måtte alle parter indse, at på trods af, at alle muligheder var blevet undersøgt, var det umuligt at finde en alternativ rejse med ankomst i tide til turneringsstart. Til stor skuffelse for alle:
”Vi er enormt kede af den her situation, men vi har afsøgt alle muligheder for at komme afsted på alternative måder, via andre lufthavne, i mindre grupper, osv. Men med en stor gruppe, der skal rejse, sommerferietravlhed og en presset flybranche, har det simpelthen ikke kunne lade sig gøre at komme afsted. Vi havde sådan glædet os til at følge de danske landshold i sandet igen, og det er næsten ikke til at bære, at det er det her, der gør at de ikke kommer afsted,” fortæller bestyrelsesmedlem og udvalgsformand i Dansk Håndbold Forbund, Betina Lyng Bjerre, der i samarbejde med Travel Sense og flere parter fra DHF's øverste ledelse har forsøgt at finde en alternativ rejse hen over weekenden.
”Det er bare en massiv skuffelse, som vi alle sammen står med lige nu. Det var bestemt ikke det, nogen af os havde regnet med, da vi stod og pakkede kufferten fredag morgen. Jeg ved, at Dansk Håndbold Forbund og TravelSense har arbejdet på højtryk og gjort alt, hvad de kunne for at finde en anden mulighed for os, men det har bare ikke kunne lade sig gøre. Så det er med en ubegribelig stor ærgrelse, at vi må kaste håndklædet i ringen, før vi overhovedet kom i kamp,” fortæller Gorm Andersen, landstræner for de danske beachherrer.
Landsholdene skulle have fløjet med KLM til Amsterdam og derfra videre til Atlanta. Det er første gang, at et dansk beach handball landshold skulle deltage ved World Games, som er en stor, international sportsbegivenhed, der afholdes hvert fjerde år i året efter OL og er anerkendt af Den Internationale Olympiske Komité. Her dyster 3600 atleter om guld i over 30 unikke sportsgrene.
I år bliver World Games afholdt i Birmingham, Alabama i USA fra den 7.-17. juli, hvor beach handball-turneringen vil blive spillet fra den 11.-15. juli. Desværre nu uden dansk deltagelse.