Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Kæmpe dansk jubel over semifinalepladsen.
Herrelandshold

Danmark går ubesejret i VM-semifinalen

Skrevet af Inger Bjerringfelt
23. jan 2019Kl. 23:06

De danske håndboldherrer sikrede sig deres ottende sejr i træk ved VM på hjemmebane, da de onsdag aften slog Sverige med 30-26 (13-13) i sidste kamp ved mellemrunden.

Semifinalerne bliver med dansk deltagelse. Det er den korte og herlige status efter otte danske sejre ud af otte mulige. Men det krævede også en mandfolkeindsats af Nikolaj Jacobsens tropper mod svenskerne. Svenskerne var nemlig toptændte i aftenens opgør. Der skulle kun gå 30 sekunder, før Sverige fik en to minutters udvisning, da Max Darj gav Rasmus Lauge en for hård tackling. Og herfra buldrede begge mandskaber derud af. Kampen blev – fra start til slut - spillet i et hæsblæsende tempo. Begge mandskaber praktiserede hurtig midte til perfektion, hvorfor begge forsvar tog imod et enormt tryk, når spillet vendte efter en scoring. Begge skiftedes også til at score. Stillingen var derfor 5-5 efter det første kvarter.

Herefter havde Sverige en god periode, hvor særligt redninger og lange udkast fra Andreas Palicka til Mattias Zachrisson gjorde ondt på Danmark. De hurtige kontramål gav svenskerne en tomålsføring i ti minutters tid, hvor de danske drenge havde en smule problemer angrebsmæssigt.

I de sidste fem minutter af 1. halvleg fandt håndboldherrerne dog rytmen igen. Niklas Landin hev igen fremragende redninger op af posen. Storebror Landin serverede herefter bolden til lillebror Magnus Landin, hvor Magnus var sikkerheden selv fra venstre fløj to gange i træk. Henrik Toft kom også ind i forsvaret, hvor den danske 13’er gjorde en forskel. De fine defensive aktioner blev belønnet i den anden ende, da Toft scorede 1. halvlegs sidste mål til stillingen 13-13.

I 2. halvleg startede svenskerne igen godt ud. Jerry Tollbring var godt spillende fra sin fløjposition. Samme Tollbring var også sikker på straffekast. Derfor – sammen med et par brændte danske chancer - skabte Sverige på ny en tomålsføring.

Som det var tilfældet i 1. halvleg, kom Danmark snigende bagfra. Kampens vendepunkt blev i det 39’ minut, hvor Rasmus Lauge bankede bolden i kassen. Herefter så håndboldherrerne og de mange tusinde danske fans i Boxen sig ikke tilbage. Landin lukkede ned i målet, og scoringerne i den anden ende kom kontinuerligt i resten af kampen.

Danmark øgede stille og roligt forspringet frem mod slutfløjtet. Den endelige forløsning kom, da Morten Olsen sendte et fantastisk underhåndskud henover hovedet på Mikael Appelgren til stillingen 29-24. ”Sejren er vor” brød løs blandt de rød/hvide fans i Boxen. Præcis som i 1. halvleg lukkede og slukkede Henrik Toft med en scoring fra stregen. Han kunne sammen med resten af de danske drenge juble over en plads i VM-semifinalen.

Danmark møder Frankrig i VM-semifinalen på lørdag. Kamptidspunkt er i skrivende stund ikke fastlagt.

Vælg forbund

Luk

Hjælp os med at gøre håndbold.dk bedre og vind landskampsbilletter

Vi udvikler løbende vores hjemmeside og vil gerne have din mening. Brugerundersøgelsen tager kun 3-4 minutter.
Start
Nej, tak!