Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Kristina Jørgensen spillede en stor kamp og blev kåret til kampens spiller
Damelandshold

Danmark i mellemrunden efter storsejr over Polen

Skrevet af Alexander Elverlund
02. dec 2018Kl. 16:50

Danmark bookede billet til mellemrunden ved EM efter en storsejr på 28-21 mod Polen, hvor specielt anden halvleg var stærk fra danskernes side.

I første kamp modtog Danmark en udvisning efter 42 sekunder. I dagens kamp mod Polen nåede uret at runde et minut, inden danskerne blev ramt af undertal, da Anne Mette Hansen måtte sætte sig ud i to minutter. I modsætning til kampen mod Sverige fik polakkerne dog ikke lov at stikke af fra starten af kampen. Faktisk var det kun den polske keeper, der med 4-5 gode redninger – herunder et dansk straffekast - holdt stillingen nede på 2-1 efter otte minutters spil.

Retfærdigvis skal det også siges, at danskerne i denne periode begik en stribe fejl, og da man samtidig ikke formåede at få bolden i nettet, kunne Polen kigge op på måltavlen til en føring på 4-1 efter ti minutter. Klavs Bruuns tropper lykkedes dog at få vendt billedet i løbet af de følgende minutter, hvor man fik udlignet til 6-6 efter 15 minutters spil.

Minuttet senere blev det også til dansk føring, som blot blev udbygget på trods af den tredje 2-minuttersudvisning mod Polens nul. Efter 21 minutter bragte Danmark sig foran 9-6 og havde dermed vundet de foregående 11 minutter med 8-2. Herfra fulgtes de to hold mere eller mindre ad, selvom polakkerne nåede at komme ét mål tættere på, og dermed kunne de to hold gå til pause med en dansk føring på 11-9.

Danmark åbnede anden halvleg med en scoring og endnu en udvisning – den fjerde af slagsen. Danskerne lod sig dog ikke afskrække af undertalsspillet og sikrede en seksmålsføring efter godt seks minutter af anden omgang: 17-11. På trods af endnu en udvisning udbyggede Danmark blot føringen, og da kampuret rundede 44 minutter, kom Danmark foran 23-14.

Den store føring gav Klavs Bruun Jørgensen mulighed for at få alle spillere i kamp, og det medførte en kort overgang lidt grus i maskineriet og et par polske scoringer i træk. Bredden viste sig dog rigelig stærk til ikke at lade sig afskrække, og med godt seks minutter igen var nimålsføringen genetableret. Herfra blev det lidt autopilot – dog med et lille tvist: Igen fik den danske modstander et straffekast ved udløb af spilletiden. Og igen reddede den danske keeper, der denne gang hed Althea Reinhardt. Det gav i sidste ende Danmark en sejr på 28-21 og en billet til EM’s mellemrunde.

På tirsdag den 4. december kl. 21.00 spiller Danmark tredje og sidste kamp i indledende runde med Serbien som modstander. Et opgør du kan se på TV 2.

Se de danske målscorere her

Vælg forbund

Luk