Nyheder og presse
Del
Morten Stig Christensen er ny formand for Dansk Håndbold Forbund. Foto: Ernst van Norde
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund får ny formand

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
30. aug 2021Kl. 21:20

Mandag aften besluttede repræsentantskabet i Dansk Håndbold Forbund at udpege Morten Stig Christensen til ny formand for forbundet. Formanden er valgt for en etårig periode.

Vanen tro var der til årets repræsentantskabsmøde i Dansk Håndbold Forbund flere forskellige hverv på valg. Et af dem var formandsposten, da det allerede i midten af august blev offentliggjort, at en kreds af medlemmer fra repræsentantskabet havde bedt den tidligere formand Per Bertelsen om at trække sig fra posten. Kredsen pegede ligeledes på Morten Stig Christensen som ny formand.

Mandag aften blev det så bekræftet, da repræsentantskabet var samlet i Kolding, at de ønskede Morten Stig Christensen som formand. 

Morten Stig Christensen har igennem de sidste 14 år været generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, og han ser frem til at skulle forme den nye rolle som formand for forbundet.

”Det er med en god portion ydmyghed, jeg modtager valget som ny formand i Dansk Håndbold Forbund. Det havde jeg ikke lige set komme, før de tre distrikter, Divisionsforeningen og Håndboldspillerforeningen pludselig kaldte mig til et møde om deres fremtidsvision. Det blev efter grundige overvejelser endnu et valg i mit liv taget med hjertet mere end med hjernen,” siger Morten Stig Christensen og fortsætter:

”Jeg træder ind på det politiske hold og i bestyrelsen med en ambition om at samle håndboldens mange interessenter i et fælles arbejde om at sikre håndboldsportens placering i dansk og international idræt. En ny, vigtig og spændende opgave venter, og jeg glæder mig til et fortsat – men også nyt – samarbejde med de mange dygtige og passionerede mennesker i administration, udvalg, bestyrelser og foreninger – centralt og decentralt – hos Divisionsforeningen og i Håndboldspillerforeningen. Og naturligvis med alle de mange andre interessenter i og omkring håndbolden.”

Selvom valget til formand normalt er for en treårig periode, er Morten Stig Christensen kun valgt for et år, da valget er blevet truffet midt i en formandsperiode.

Ny- og genvalg til en række poster
Til repræsentantskabsmødet blev også andre hverv ny- eller genbesat. Og stort set alle steder blev der af repræsentantskabet foretaget genvalg. Kun på en post blev der valgt en ny formand. Det var i arrangementsudvalget, hvor Hans-Jørgen Lythje, der har siddet som formand i 10 år, mente det var tid til at lade sig pensionere fra håndbolden.

Aftenens ny- og genvalg var:

  • Næstformand i Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse: Jan Kampman
  • Økonomiansvarlig i Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse: Anker Nielsen
  • Formand for dommerudvalget: Thomas Rich
  • Formand for disciplinærinstansen for øvrige rækker: Jan Richter Henriksen
  • Formand for uddannelsesudvalget: Benny Nielsen
  • Formand for turneringsudvalget: Anders Fredsgaard
  • Formand for arrangementsudvalget: Jens Jakob Nørtved Winther

 

Til mødet blev der også uddelt en sølvnål til Lars Hagenau, der er medlem af dommerudvalget i Dansk Håndbold Forbund, og der blev uddelt et rejselegat til Hans Jørgen Lythje.

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE