Nyheder og presse
Del
Bjarne Petersen fra Aarup BK blev kåret som Håndboldens Hverdagshelt i 2020. Hvem skal vinde i år?
Bredde
Nyt fra DHF

Findes Håndboldens Hverdagshelt i din klub? Indstil nu!

Skrevet af Nadia Ankerfelt Rasmussen
01. okt 2021Kl. 11:22

Jagten er atter sat ind på at finde Håndboldens Hverdagshelt og samtidig hylde de mange frivillige i håndbolden. Kender du en, der fortjener prisen, kan du indstille nu!

For tredje gang i træk vil Dansk Håndbold Forbund og værkstedskæden AutoPartner kåre Håndboldens Hverdagshelt og hylde alle de frivillige, der får landets håndboldforeninger til at køre rundt. En tjans, der ikke just blev mindre under corona, hvor frivillige har kæmpet bravt for at holde liv i håndbolden trods bunkevis af restriktioner. Det er ikke gået ubemærket hen, fortæller formand for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen:

”Mere end nogensinde før er der brug for at takke alle vores frivillige kræfter. Under hele corona-perioden har de trukket et kæmpe læs for at gøre det muligt at spille håndbold under svære betingelser. Det er en utrolig præstation oven i den i forvejen flotte indsats, de gør i håndboldens tjeneste. Selvom vi kun kan finde én vinder af prisen, så håber jeg, at mange vil indstille deres frivillige, så de mærker taknemligheden,” siger Morten Stig Christensen.  

Prisens hovedpræmie lyder på samlet 20.000 kr., som bliver delt mellem vinderen og vinderens håndboldforening. Derudover vinder 2.-5. pladsen et gavekort til et lokalt AutoPartner-værksted til en værdi af 2.500 kr.

Alle indsatser gør en forskel

For AutoPartner, der er sponsoren bag prisen, er det vigtigt at støtte både de større såvel som mindre indsatser i dansk håndbold. Og det er ikke nødvendigvis mængden af kasketter, der er afgørende for at kunne vinde prisen, fortæller Lone Møller Borup, der er marketingansvarlig hos AutoPartner.

”Lige som vi kender det på autoværkstedet, vil der i en håndboldklub være store og små udfordringer, der skal løses. Nogle bærer et stort ansvar, mens andre løfter mere afgrænsede opgaver. Begge roller har stor betydning for, at tingene fungerer og fortjener et skulderklap. Deres indsats er til stor inspiration og glæde for andre. Vi håber at det vil vælte ind med historier om håndboldens hverdagshelte, og vi glæder os til igen at kunne overrække præmier til et hold nye hverdagshelte,” siger Lone Møller Borup.

Indstil din hverdagshelt

Indstillingsperioden åbner d. 1. oktober og løber frem til d. 21. november. I den periode kan du på indstillingssiden indstille den person, du synes, skal vinde prisen som Håndboldens Hverdagshelt.

Når indstillingsperioden udløber, vil en jury votere. De udvælger først fem blandt de indstillede, og derefter finder de en vinder blandt de fem.

Kontakt:

Lone Møller Borup, marketingsansvarlig i AutoPartner, lmb@cfc.dk

Nadia Ankerfelt Rasmussen, kommunikationskonsulent i Dansk Håndbold Forbund, nra@dhf.dk

Vælg forbund

Luk
ANNONCE