Nyheder og presse
Del
Herrelandshold

Håndboldherrerne er verdensmestre igen

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
31. jan 2021Kl. 20:03

De forsvarende verdensmestre fra Danmark kan rejse hjem fra Egypten som verdensmestre på ny, efter at de slog Sverige i finalen til VM 2021.

De danske Håndboldherrer har brilleret til VM i Egypten, og på trods af madforgiftning, coronasmitte og enkelte meget tætte kampe, er det alligevel en overbevisende indsats, de danske herrer har præsteret. Søndagens kamp mod Sverige var ingen undtagelse.

De svenske tropper gav det danske landshold kamp til stregen, men hen mod slutningen af anden halvleg trak Danmark fra. Den imponerende indsats fra Håndboldherrerne resulterede i en sejr på 26-24, og dermed kunne Nikolaj Jacobsens tropper sikre, at VM-trofæet igen var i danske hænder.

Flag for Håndboldherrerne
Når de nyslåede verdensmestre lander i Danmark mandag, bliver det desværre uden den fejring, vi kender fra tidligere slutrunder, hvor danskerne har hyldet landsholdene på Rådhuspladsen i København. På grund af den omfattende Corona-pandemi er fejring med masser af glade danskere med Dannebrog i hånden desværre ikke muligt. Heller ikke i lufthavnen vil det være muligt at markere Håndboldherrernes hjemkomst, der for mange af spillernes vedkommende blot er en kort transit, hvorefter de vender næsen hjemad med en ny flyvemaskine. Forsamlingsforbuddet betyder desværre også, at danskerne ikke kan hylde herrerne i lufthavnen.

Men det betyder ikke, at vi ikke fejrer Håndboldherrerne. Dansk Håndbold Forbund håber, at de mange danskere, der har fulgt Håndboldherrernes færd under VM, vil finde Dannebrog frem og kippe med eller hejse flaget - hver for sig - når landsholdet er i Danmark igen mandag. Du kan læse mere om markeringen på Håndboldherrernes Facebook- og Instagram-sider, hvor vi også rigtigt gerne vil se, hvordan I fejrer drengene, når de kommer hjem.

 

 

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE