Nyheder og presse
Del
Herrelandshold

Håndboldherrerne kan fortsat rejse til VM

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
08. jan 2021Kl. 17:26

En undtagelse i de restriktioner, som regeringen i dag har præsenteret, betyder, at de danske håndboldherrer som planlagt kan rejse til VM i Egypten tirsdag.

I mange måneder forud for VM i Egypten, som efter planen skal starte på onsdag d. 13. januar, har Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med både danske sundhedseksperter, andre europæiske nationer og også deres sundhedseksperter, arbejdet på at sikre, at de forhold, det danske herrelandshold skal leve og spille håndbold under i Egypten, lever op til sundhedsmæssigt forsvarlige standarder. Og selvom de danske myndigheder og regeringen i dag har strammet rejserestriktionerne, rammer det ikke det danske herrelandsholds planer om at rejse tirsdag. Håndboldlandsholdet er nemlig omfattet af den undtagelse for rejserestriktionerne, der tillader at man kan levere varer eller tjenesteydelser i udlandet. Det fortæller Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

”På dagens pressemøde understregede udenrigsminister Jeppe Kofoed, at vores landsholds rejse til VM er et anerkendelsesværdigt formål. Så længe det er muligt og forsvarligt, så tager vi afsted. Det her er forberedt flere måneder i forvejen, og vi er godt forsikrede om, at de forhold, vi kommer til at opleve i Egypten, er helt på linje med det, vi oplevede i Danmark til EM i december, hvor ingen i den røde boble blev smittede, ligesom der heller ikke var spillere, som tog smitte med hjem. Derfor er både vi, lederne omkring holdet og spillerne fortrøstningsfulde omkring afviklingen af det sportslige setup. Og selvom Egypten i modsætningen til Danmark i december har valgt at åbne for et antal publikum, så er det både vores, de europæiske nationer, vi samarbejder med, og vores mange sundhedseksperters vurdering, at det ikke kommer til at udgøre en smitterisiko for vores folk.”

Også i Danmarks Idrætsforbund bakker man op om, at det danske herrelandshold rejser til VM i Egypten.

”I DIF følger vi myndighedernes anvisninger, og vi glæder os over, at der er givet grønt lys til, at Håndboldherrerne kan rejse til VM. Forhåbentlig får holdet sportslig succes i Egypten, så deres kampe kan blive et positivt samlingspunkt for alle danskere rundt omkring på tv-skærmene. Akkurat som håndboldkvinderne blev det, da Dansk Håndbold Forbund i december var værter for EM, som blev afviklet på flot og sikker vis,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE