Nyheder og presse
Del
Herrelandshold

Håndboldherrernes OL-modstandere er fundet

Skrevet af Frederik G. Schmidt
01. apr 2021Kl. 10:45

Håndboldherrerne, der er forsvarende olympiske mestre, får i det indledende gruppespil ved OL i Tokyo fornøjelsen af at møde Sverige, Portugal, Japan, Egypten og Bahrain.

Når herrelandsholdet til sommer i Tokyo skal forsvare OL-guldet fra 2016 i Rio, venter der allerede fra turneringens start stærk modstand til Nikolaj Jacobsens tropper. Det stod allerede klart inden Det Internationale Håndboldforbunds lodtrækning her til formiddag i Schweiz, hvor de 12 kvalificerede hold blev inddelt i to grupper. Her havnede Danmark i gruppe B sammen med Sverige, Portugal, Japan, Egypten og Bahrain

De to OL-grupper med seks hold i hver ser således ud:
Gruppe A
Norge
Frankrig
Tyskland
Brasilien
Spanien
Argentina

Gruppe B
Danmark
Sverige
Portugal
Japan
Egypten
Bahrain

Nikolaj Jacobsen ser frem til både kampene og ikke mindst selve OL, der bliver landstrænerens første olympiske lege i spidsen for det danske herrelandshold i håndbold:

”Det er som udgangspunkt en fin lodtrækning for os, hvor der er gode muligheder for at gå videre fra gruppen. Der venter os dog en meget stærkt kvartfinalemodstander - uanset hvilken placering vi ender på i vores egen gruppe,” siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

”Vi har mødt flere af vores gruppemodstandere til VM tilbage i januar, og det giver os bedre muligheder for at forberede os frem mod sommerens kampe. Her tænker jeg særligt på Japan og Bahrain, der ikke er typiske modstandere for os. Opgørene mod Sverige og Egypten bliver selvfølgelig nogle svære kampe uanset, mens Portugal vel nok er et af de mest spændende landshold i verden lige nu. Det bliver utrolig spændende, og vi ser frem til at rejse til Japan,” siger Nikolaj Jacobsen.

Håndboldturneringen ved de olympiske lege i Tokyo afvikles fra den 24. juli – 8. august. Danmark spiller første kamp den 24. juli på et endnu ukendt tidspunkt. Alle håndboldkampe spilles i Yoyogi National Stadium i Tokyo.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE