Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
"En god weekend," siger Flemming Dam Larsen om DM-Final4-stævnet
Børn og unge

HEI/VRI og Herning-Ikast Håndbold er danske mestre for U16- og U18-piger

Skrevet af Alexander Elverlund
14. apr 2019Kl. 17:24

To fuldt fortjente Danmarksmestre, siger talentansvarlig i Dansk Håndbold Forbund, Flemming Dam Larsen, om vinderne af U16- og U18-Danmarksmesterskabet, der netop er afviklet som Final4-stævne i Silkeborg.

I weekenden er der blevet afholdt Final4-stævne om DM for U16- og U18-piger i Jysk Arena i Silkeborg. U16-stævnet havde deltagelse af FIF, GOG, Mejdal-Halgård og HEI/VRI, mens det hos U18 var Ajax, Horsens HK, HC Odense og Herning-Ikast, der var i aktion. Stævnet blev overværet af ungdomslandstræner og talentansvarlig på pigesiden hos DHF, Flemming Dam Larsen, der ser mange gode ting ved sådan et arrangement:

”Alt i alt har det været en god weekend, selvom der har været store udsving i niveauet. Det er virkelig godt for spillernes udvikling med denne type kampe med stor opmærksomhed og pres. Når vi ser dem her, kan vi ved selvsyn se, hvordan spillerne reagerer, når tingene spidser til. Som håndboldfagmand er det rigtig godt at se de otte bedste hold i landet og samtidig møde andre fagfolk, spillere og forældre,” siger Flemming Dam Larsen indledningsvist.

Hos U16-pigerne spillede FIF og HEI/VRI sig i finalen efter semifinalesejre over henholdsvis Mejdal-Halgård og GOG i går. Det betød, at de to sidstnævnte mødte hinanden i bronzekampen, som Mejdal-Halgård vandt med snævrest mulige margin: 23-22. Senere på dagen mødtes FIF og HEI/VRI så i finalen, hvor HEI/VRI trak sig sejrrigt ud med en firemålssejr: 27-23.

”Det er fuldt fortjent, at HEI/VRI vinder Danmarksmesterskabet for U16. De har været det klart bedste hold ved dette Final4 men også vist sig bedst i løbet af hele sæsonen. Og så glæder det mig specielt, at de vinder med 6-mod-6-spil. Jeg synes, at 7-mod-6 hører til i voksenhåndbold, så det var meget dejligt at se,” fortsætter Larsen.

Hos U18-pigerne var det HC Odense og Herning-Ikast, der sikrede sig finalepladsen efter lørdagssejre over Horsens HK og Ajax. I dagens bronzekamp trak Horsens HK fra Ajax i anden halvleg og endte med en sejr på 30-24. Første halvleg af finalen bølgede frem og tilbage, men i anden halvleg var midtjyderne hele tiden et lille skridt foran, og derfor var det også dem, der kunne strække armene i vejret og kalde sig Danmarksmestre, da de slog fynboerne med 26-23.

”Som hos U16-pigerne var det også her en fuldt fortjent vinder af DM. Både Herning-Ikast og Odense spillede en flot kamp, og det var i det hele taget en god fight, vi blev vidner til. Igen tyede de to hold ikke til 7-mod-6 (med undtagelse af Odense i de sidste minutter, red.), og derfor blev vi vidner til flotte individuelle præstationer med masser af duelspil og kontraer. Så det var rigtig fint at se,” slutter Flemming Dam Larsen.

Resultater

U16-semifinaler:
FIF vs. Mejdal-Halgård 21-16
HEI/VRI vs. GOG 29-17

U16-bronzekamp:
Mejdal-Halgård vs. GOG 23-22

U16-finale:
FIF vs. HEI/VRI 23-27

U18-semifinaler:
HC Odense vs. Horsens HK 24-23
Herning-Ikast vs. Ajax 29-19

U18-bronzekamp:
Horsens HK vs. Ajax 30-24

U18-finale:
HC Odense vs. Herning-Ikast 23-26

Vælg forbund

Luk