Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde
Liga & 1. division herrer
Liga & 1. division damer

Hele Håndbolddanmark samler ind til Danmarks Indsamling

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
17. jan 2022Kl. 09:02

Hver gang dit hold scorer et mål i weekenden d. 22-23 januar, donerer A.P. Møller - Mærsk og A.P. Møller Fonden 50 kroner til Danmarks Indsamling, som igen i år samler ind til Coronakrisens børn. Som håndboldspiller bliver det altså ikke meget nemmere at støtte et godt formål.

Hvert et mål tæller! Det har du sikkert hørt din håndboldtræner sige før, men i den kommende weekend får den sætning altså en lidt anden og mere meningsfuld betydning. For hvert mål, der bliver scoret i weekendens håndboldkampe, tæller nemlig med i indsamlingen til Danmarks Indsamling.

Når dit hold scorer et mål, uanset om det er i en U11-kamp, i Jyllandsserien eller i en ligakamp*, så bliver der doneret 50 kroner direkte til Danmarks Indsamling.

”Vi er meget begejstrede over, at vi har fået mulighed for at inddrage hele Håndbolddanmark med alle vores fantastiske klubber og spillere. Når ens hold spiller i weekenden, er der altså rigtig god grund til at juble, uanset hvad der står på måltavlen, for vi har alle været med til at hjælpe udsatte børn rundt om i verden,” siger Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund.

Det er A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden, der er gået sammen med Dansk Håndbold Forbund, om at donere et større beløb til Danmarks Indsamling under kampagnen Scor et Verdensmål for Danmarks Indsamling.

”I A.P. Møller Fonden og A.P. Møller - Mærsk er vi stolte af igen at kunne støtte op om Danmarks Indsamling, der ligesom sidste år sætter fokus på at hjælpe coronakrisens børn. Pandemien har vendt op og ned på den verden, vi alle lever i, og fra begyndelsen har hovedprioriteterne for A.P. Møller Fonden og A.P. Møller - Mærsk været at betjene og hjælpe vores kunder, værne om vores medarbejdere og bidrage i de samfund, vi er en del af. Formålet ligger os derfor meget nært,” siger Mette Refshauge, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i A.P.  Møller - Mærsk A/S.

Alle rækker tæller med
Håndboldspillere over hele landet er med til at afgøre beløbets størrelse i weekenden, og hvor meget det er lykkes at samle ind i alt afsløres først ved det store show den 29. januar kl. 19:00 på DR1.

Mulle Juul Korsholm, formand for Danmarks Indsamling, kan ikke skjule sin begejstring over, hvor meget samarbejdet med Mærsk og hele Håndbolddanmark betyder:

”Vi er dybt taknemmelige over det engagement vi mærker fra både Dansk Håndbold Forbund og A.P. Møller Fonden og A.P. Møller - Mærsk. Coronapandemien er den største katastrofe for børn siden 2. verdenskrig og det er især børnene i verdens fattigste lande, der er hårdt ramt af konsekvenserne. Der er akut behov for, at vi hjælper nu, så hvert mål der bliver scoret, kommer til at gøre en verden til forskel”, slutter hun.

*I weekenden den 22.-23. januar afvikles der desværre ikke kampe i den danske kvindeliga, da der spilles europæiske kampe. Derfor har Mærsk valgt, at de mål der scores i de syv ligakampe, der spilles den 19.-21. januar i stedet tæller med i indsamlingen.

Om Danmarks Indsamling
Danmarks Indsamling støtter igen i år Coronakrisens børn. Med udviklingsprojekter i 12 lande, giver Danmarks Indsamling børnene nyt håb og nye muligheder på trods af Corona.

Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 1,3 milliard kroner. I 2021 samlede danskerne 120 millioner kroner ind.

Læs mere om Danmarks Indsamling her.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE