Nyheder og presse
Del
Anne Mette Hansen og Katrine Heindahl jubler efter en scoring. Foto: Lars Møller
Kvindelandshold

Jesper Jensen har udtaget 16 spillere til Golden League i Danmark

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
08. sep 2022Kl. 09:00

Nedtællingen til EM om bare to måneder er for alvor begyndt for Jesper Jensen og kvindelandsholdet. En del af forberedelserne til EM bliver Sparekassen Kronjylland/Bring Golden League, der spilles den 29. september til 2. oktober på dansk grund.

I dag har landstræneren så sat navn på de 16 spillere, der skal udgøre den danske trup. Mange velkendte ansigter er blandt de indkaldte, men skader og graviditet har gjort det nødvendigt for Jesper Jensen at finde nye løsninger på flere pladser. Det fortæller han om her:

”Vi nærmer os en slutrunde, og med Line Haugsted ude med en skade, er vi nødt til at forberede os på et scenarie, hvor hun ikke er med. Og derfor vil vi gerne teste det at have tre stregspillere med af nu – og Sarah er jo bare kommet rigtig stærkt tilbage fra sin graviditet, så det var meget oplagt. En anden der er kommet stærkt tilbage, er Mia Rej. Hun er startet som lyn og torden for Odense, og det er bare fedt at se, at hun efter en trist knæskade i december står skarpt igen,” fortæller Jesper Jensen og tilføjer:

”Lærkes graviditet har selvfølgelig gjort, at vi skulle finde en ny løsning på venstrefløj, og her er valget faldet på Elma, som sluttede sidste sæson af virkelig stærkt og bare er fortsat hvor hun slap her i den nye sæson. Og så glæder jeg mig bare til, at vi skal samles igen og spille her på hjemmebane i Danmark foran en masse danske håndboldfans. Det var en fantastisk oplevelse sidst, så det glæder jeg mig til at gentage.”

Den danske trup består af følgende spillere:

Målvogtere
Sandra Toft, Györ
Althea Reinhardt, Odense Håndbold

Stregspillere
Rikke Iversen, Odense Håndbold
Sarah Iversen, Ikast Håndbold
Kathrine Heindahl, Team Esbjerg

Fløjspillere
Cecilie Brandt, Ikast Håndbold
Trine Østergaard, SG BBM Bietigheim
Emma Friis, Ikast Håndbold
Elma Halilcevic, Nykøbing-Falster Håndbold

Bagspillere
Anne Mette Hansen, Györ
Kristina Jørgensen, Metz
Mie Højlund, Odense Håndbold
Simone Petersen, Ikast Håndbold
Mia Rej Frahm, Odense Håndbold
Louise Vinter Burgaard, Metz
Mette Tranborg, Team Esbjerg

Sparekassen Kronjylland/Bring Golden League spilles på følgende datoer:

29. september kl. 20.30: Danmark – Holland i Ceres Arena, Aarhus (vises på TV2)

1. oktober kl. 16.00: Danmark – Schweiz i Arena Randers (vises på TV2)

2. oktober kl. 16.00: Danmark – Norge i IBF Arena, Sportscenter Ikast (vises på TV2)

Køb din billet til en eller flere af kampene lige her.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE