Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
GOG har fået medhold i deres protest
Liga & 1. division herrer

KIF Kolding-GOG skal spilles om

Skrevet af DHF
07. nov 2018Kl. 13:41

GOG’s protest fra kampen KIF Kolding-GOG er nu blevet behandlet i Disciplinærinstansen for liga og 1. division. På baggrund af denne behandling tager Disciplinærinstansen protesten til følge, hvorfor kampen skal spilles om.

GOG har nedlagt protest i forbindelse med kampen mellem KIF Kolding og GOG afviklet den 20. oktober 2018 med resultatet 23-23. Protesten blev nedlagt proceduremæssigt korrekt under kampen, og blev forfulgt ved indgivelse af protestskema to dage senere.

GOG har nedlagt påstand om omkamp, og heroverfor har KIF nedlagt påstand om protestens afvisning og fastholdelse af kampens resultat. Denne protest har Disciplinærinstansen nu behandlet, og GOG’s protest er taget til følge.

I afgørelsen står blandt andet:

Disciplinærinstansen har ved tidligere praksis fastslået, at regelbrud alene kan føre til omkamp i de særlige tilfælde, hvor regelbruddet med rimelig sandsynlighed har haft afgørende betydning for kampens resultat. Et regelbrud i sig selv kan ikke automatisk føre til omkamp.

Ved vurderingen i denne sag af de to regelbruds betydning for kampens resultat har Disciplinærinstansen på den ene side overvejet, at hændelsen med de to regelbrud er sket med knap 9 minutter tilbage af kampen. Dette taler umiddelbart imod regelbruddenes afgørende betydning for kampen.

Disciplinærinstansen har på den anden side også overvejet – og lagt afgørende vægt på – at der har været tale om en meget tæt kamp, hvor det første regelbrud (annulleringen af et mål) har betydet, at GOG uretmæssigt har fået frataget et mål, som skulle have været anerkendt. Stillingen skulle således have været 22-22, men blev omgjort til 22-21 i KIF’s favør. Det andet regelbrud (straffen til GOG’s official, og dermed udvisningen til GOG) har givet KIF en uretmæssig fordel med en overtallig spiller i de følgende to minutter, og KIF har tilmed scoret sekunder senere til stillingen 23-21, jf. den detaljerede kamprapport.

Under disse særlige og konkrete omstændigheder finder Disciplinærinstansen, at de to regelbrud med rimelig sandsynlighed har haft afgørende betydning for kampens resultat.

Følgelig finder Disciplinærinstansen i henhold til DHF’s love § 23, stk. 1f, at:

GOG’s protest tages til følge, og kampen mellem KIF og GOG skal spilles om.

Kamptidspunktet fastsættes nærmere af DHF.

Er afgørelsen ikke appelleret inden 7 dage efter, at afgørelsen er kommet frem til parten, er afgørelsen endelig.

Læs hele afgørelsen her

Om Håndboldens Disciplinærinstans og Håndboldens Appelinstans
Håndboldens Disciplinærinstans er en del af håndboldens uafhængige retssøjle, der består af øverst Håndboldens Appelinstans og herunder Disciplinærinstansen for liga og 1. division samt Disciplinærinstansen for øvrige rækker. De tre instanser er bemandet med primært jurister, der behandler sager og træffer afgørelser uafhængigt af Dansk Håndbold Forbund.

For mere information
Jens Bertel Rasmussen, formand for Disciplinærinstansen, tlf. 2324 5647

Vælg forbund

Luk