Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Herrelandshold
Damelandshold
Nyt fra DHF

Michael Bruun forlænger med Dansk Håndbold Forbund

Skrevet af Frederik G. Schmidt
11. jun 2020Kl. 10:00

Målvogtertræner på herrelandsholdet og kvindelandsholdet, Michael Bruun, har forlænget sin aftale med Dansk Håndbold Forbund frem til sommeren 2023.

Michael Bruun, der i sin aktive karriere er noteret for 83 landskampe, har været målvogtertræner i DHF-regi siden 2011. Samtidig har han siden 2014 haft ansvaret for unge herremålvogtere med landsholdspotentiale som en slags mentor i perioden fra, at talenterne ikke længere har alderen til ungdomslandsholdene, og indtil de eventuelt kommer i spil til A-landsholdet.

Den nye aftale forlænger samarbejdet mellem forbundet og Michael Bruun med tre år – og der er samtidig nu tale om en fuldtidsansættelse, hvor den erfarne målvogtertræner dog bibeholder en ugentlig dag hos arbejdsgiveren TTH Holstebro. Michael Bruun fortsætter som målvogtertræner på A-landsholdene, han fortsætter det intensive samarbejde med udvalgte herretalenter, og han bliver nu også mentor for målvogtertalenter på damesiden. Derudover får Michael Bruun en tættere kontakt med hele talentsystemet, hvor han blandt andet skal spare med målvogtertrænere på såvel ungdomslandshold som i talenttræningen.

Den nye – og udvidede - aftale glæder sportschef Morten Henriksen:

”Jeg er meget glad for denne aftale, der utvivlsomt er til stor gavn for såvel nuværende som fremtidige målvogtere i Dansk håndbold. Målvogterpositionen er afgørende i tophåndbold – og i jagten på medaljer. Michael er en fantastisk person, der har forbundets værdier helt inde under huden. Derudover har Michael en stor erfaring og ikke mindst en høj faglighed, hvor hans lyst til vidensdeling er guld værd for alle målvogtere og ledere i vores system, siger Morten Henriksen og fortsætter:

”Målvogtertrænerne står ofte fagligt mere alene i en ledertrup, og her har vi behov for at skabe et endnu stærkere samarbejde. Det vil være til gavn for de mange dygtige målmandstrænere, og det vil desuden have en afledt effekt på vores målvogtere. Sidst men ikke mindst vil jeg gerne takke TTH Holstebro for denne løsning, der betyder, at vi kan fortsætte og udvide samarbejdet med Michael,” siger Morten Henriksen.

Det er dog ikke kun Morten Henriksen, der glæder sig over det forlængede samarbejde. Landsholdsmålvogterne Sandra Toft og Niklas Landin deler sportschefens begejstring:

”Jeg har kendt Michael siden min tid i TTH Holstebro. Han er enormt dedikeret i sit arbejde, hvilket smitter af på alle målvogtere, han arbejder med. Han er samtidig en god mentor, som altid deler ud af sin store viden omkring positionen i målet, siger målvogter Sandra Toft, der suppleres af landsholdskollega Niklas Landin:

”Michael er en utrolig professionel træner. Han er altid forberedt – uanset om det gælder træning eller kamp. Hans erfaring, kompetencer og personlighed har stor betydning for mig og resten af landsholdet.”  

Hovedpersonen selv er stolt over den nye aftale med Dansk Håndbold Forbund:

”Jeg er rigtig glad og ikke mindst stolt over, at jeg kan fortsætte mit arbejde med både de etablerede målvogtere og de unge målvogtertalenter. Det er uden tvivl et drømmejob for mig, hvor jeg får mulighed for at arbejde med dygtige og engagerede målvogtere. Derudover ser jeg også frem til det tætte samarbejde med mine trænerkolleger på ungdomslandsholdene og i talenttræningen, ” siger Michael Bruun.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE