Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Fra venstre: Per Bertelsen , Mikkel Hansen, Benedicte Flamand og Michael Sahl Hansen.
Herrelandshold

Mikkel Hansen er Årets Mandlige Landsholdsspiller 2016/2017

Skrevet af Frederik G. Schmidt
26. okt 2017Kl. 20:51

I forbindelse med herrelandsholdets landskamp mod Norge i Golden League blev Mikkel Hansen torsdag aften hyldet i Brøndby Hallen som Årets Mandlige Landsholdsspiller 2016/2017.

Afstemningen arrangeres af Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen i samarbejde med herrelandsholdets samarbejdspartner Bygma.

Det er spillerne i 888ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle, der har stemt, og det er tredje år i træk og sjette gang i alt, at den danske venstre back tildeles den fornemme hæder af sine kolleger. Mikkel Hansen modtog også kåringen i 2008, 2010, 2011, 2015 og 2016. I år fik han hele 56 % af stemmerne, mens Lasse Svan kom ind på en andenplads med 19 % efterfulgt af Morten Olsen med 7 %.

Mikkel Hansen har siden sin debut i 2007 været fast inventar på det danske landshold, hvor den 30-årige bagspiller er blandt de største profiler. Han har inden aftenens landskamp mod Norge spillet 174 kampe i rødt og hvidt, og det er blevet til 822 mål fra Hansens hammer.

På klubplan har Mikkel Hansen også en vigtig rolle på det stjernebesatte mandskab i Paris, hvor Paris Saint-Germain Handball ligger nummer et i ligaen med maksimum point efter seks kampe. PSG-spilleren vandt med sit hold i den forgangne sæson både pokalturneringen og mesterskabet i Frankrig, og det blev til en finaleplads i Champions League. I denne sæson står Mikkel Hansen indtil videre noteret for 19 mål i de første fem kampe i Champions League.

Landsholdets nr. 24 fik overrakt prisen for Årets Mandlige Landsholdsspiller af direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen, Marketingchef i Bygma, Benedicte Flamand, samt DHF’s formand, Per Bertelsen.

Om hæderen siger hovedpersonen selv:

”Det er en stor ære at blive peget på som Årets Mandlige Landsholdsspiller for tredje år i træk, og det betyder altid noget ekstra, når det er kollegaerne, der peger på mig,” fortæller Mikkel Hansen.

Stort tillykke til Mikkel Hansen!

Tidligere vindere af Årets Mandlige Landsholdspiller:
2002/2003: Lars Christiansen, SG Flensburg-Handewitt
2003/2004: Michael V. Knudsen, Viborg HK
2004/2005: Lars Jørgensen, Portland San Antonio
2005/2006: Bo Spellerberg, KIF Kolding
2007/2008: Kasper Hvidt, FC Barcelona
2008/2009: Mikkel Hansen, FC Barcelona
2009/2010: Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt
2010/2011: Mikkel Hansen, AG København
2011/2012: Mikkel Hansen, AG København
2012/2013: Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt
2013/2014: Niklas Landin, Rhein Neckar Löwen
2014/2015: Mikkel Hansen, Paris SG
2015/2016: Mikkel Hansen, Paris SG

Vælg forbund

Luk