
Sporten hylder Danmarks veteraner og hjælper de ledige i job
I alt vil 10 kampe fra HTH Herreligaen og 1. division Herrer være en del af en storladen hyldest til Danmarks veteraner i løbet af den kommende måned med i alt 34 anerkendelseskampe på tværs af håndbold, fodbold og ishockey.
Da Danmarks veteraner i mandags blev fejret på den officielle Flagdag, markerede det samtidig starten på en hel måned, hvor dansk topsport går sammen om at hylde og hjælpe de danske veteraner.
Samtlige klubber fra 3F Superligaen (fodbold), ni klubber fra HTH Herreligaen (håndbold) og hele Metal Ligaen (ishockey) er en del af Veteran Match, og sammen med yderligere et par klubber fra de sekundære ligaer i dansk fodbold og håndbold afvikles de i alt 34 anerkendelseskampe.
I går tog håndbolden så hul på vores bidrag til de mange anerkendelseskampe. Både på hjemmebanen i Lemvig og i Skjern blev de danske veteraner hyldet på flot vis, blandt andet med en 1 minut lang stående klapsalve til ære for de danske veteraner.
I den kommende tid vil yderligere otte kampe i HTH herreligaen og 1. division herrer være en del af hyldesten.
Følgende hyldestkampe afvikles i HTH herreligaen samt 1. division herrer:
7. sep: Lemvig-Thyborøn Håndbold – Fredericia HK (HTH Herreligaen)
7. sep: Skjern Håndbold – SønderjyskE Herrer (HTH Herreligaen)
11. sep: TTH Holstebro - Skanderborg Århus Håndbold (HTH Herreligaen)
11. sep: SønderjyskE Herrer - Bjerringbro Silkeborg (HTH Herreligaen)
16. sep: Bjerringbro-Silkeborg – Fredericia HK (HTH Herreligaen)
16. sep: TMS Ringsted - Roskilde Håndbold (1. div. håndbold)
17. sep: Nordsjælland Håndbold - KIF Kolding (HTH Herreligaen)
17. sep: Skive fH - Team Sydhavsøerne (1. div. håndbold)
22. sep: KIF Kolding - Skanderborg Århus Håndbold (HTH Herreligaen)
28. sep: Mors-Thy Håndbold – SønderjyskE Herrer (HTH Herreligaen)
Flag, klapsalver og jobdage
Udover de mange anerkendelseskampe, hvor klubberne iklæder deres stadions og arenaer med Veteran Match-flag og en række andre synlige tiltag, byder september og dele af oktober på i alt otte jobmatch-dage på tværs af landet.
Disse jobmatchdage faciliteres af udvalgte klubber i tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt og de lokale kommuner. Her inviteres jobsøgende veteraner til match-making med klubbernes lokale erhvervsnetværk med henblik på at hjælpe ledige veteraner i beskæftigelse. Herunder også de fysisk og/eller psykisk skadede, der kan hjælpes i praktik eller skånejobs.
Som en del af Veteran Match bliver der solgt pins, ligesom klubberne donerer spillertrøjer til salg på auktion. Pengene går til at støtte og udvikle DIF Soldaterprojekts godt 40 Safe Zones, hvor der tilbydes idrætsaktiviterer målrettet skadede veteraner.
Her afvikles kommunale jobmatch
- 13. september: Ringsted Sportscenter: (Samarbejde mellem Slagelse, Næstved og Ringsted Kommune)
- 21. september: Nature Energy Park, Odense: (Samarbejde mellem Odense-, Svendborg- og Faaborg-Midtfyn Kommune)
- 27. september: Herning, MCH Arena
- 30. september: København, Parken
- 5. oktober: Aalborg, Gigantium
- 5. oktober: Viborg Stadion
- 6. oktober: Right to Dream Park, Farum
- 12. oktober: Ceres Park, Aarhus
Om Veteran Match 2022
Et samarbejde mellem DIF Soldaterprojekt, kommuner, lokale veteranaktører, virksomheder og professionelle sportsklubber. Herunder alle klubber fra 3F Superliga, Metal Ligaen og en række klubber fra HTH Herreligaen.
Sigter mod at hjælpe ledige veteraner – herunder de skadede - tilbage på arbejdsmarkedet og hylde og anerkende dem på stadions og i haller for deres indsats for Danmark.
Match day-events afvikles fra uge 36-39 over hele landet – med jobmatch-dage sideløbende og efter.
Veteran Match støttes økonomisk af Grundfos Fonden
Læs mere på www.dif.dk/samfundsansvar/veteran-match, hvor veteraner også kan tilmelde sig både hyldestkampe og jobmatch.