Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Prøv både Five-a-side Håndbold, Håndboldfitness og meget andet til Håndboldens Dag lørdag den 5. januar. Foto: Jan Christensen
Børn og unge
Bredde

Tag venner og familie med til Håndboldens Dag på lørdag

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
03. jan 2019Kl. 10:00

Hele Danmark kommer til at syde af håndbold, når håndboldherrerne snart skal kæmpe om VM-medaljer, men håndboldfesten begynder allerede på lørdag til Håndboldens Dag. Prøv blandt andet at spille med bløde bolde og vær med i konkurrencen om billetter til VM-finalen.

Lørdag den 5. januar skydes det nye år for alvor ind, når Håndboldens Dag for første gang rammer de danske haller, og klubberne inviterer til en dag fyldt med sjove og gratis aktiviteter for hele familien. Det er gratis at deltage, og man kan møde op i træningssko eller bare fødder.

Dansk Håndbold Forbund og DGI Håndbold, der står bag arrangementet, håber at rigtig mange vil lægge vejen forbi deres lokale håndboldklub. Det gælder både dem, der tidligere har haft en bold i hånden, men også dem, der aldrig har rørt en håndbold. På Håndboldens Dag kan alle nemlig være med.  

"Jeg håber, at Håndboldens Dag kan være med til at promovere sporten og vise, at håndbold er andet og meget mere end den håndbold, vi kender fra fjernsynet. Mange tror måske, at det er den eneste måde at spille håndbold på, men det er heldigvis helt forkert. Så jeg håber, at vi kan nå ud til både nuværende og tidligere håndboldspillere, men også alle dem, der ikke har prøvet at spille håndbold før, så de også kan få en fornemmelse af den sjove og sociale sport, håndbold er," fortæller Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Tanken med dagen er, at så mange som muligt skal have mulighed for at prøve kræfter med håndbold i hyggelige og uformelle rammer. Der vil især blive spillet på mindre baner og med bløde bolde, så alle kan være med.

Klubberne byder på forskellige aktiviteter på dagen, så der er sjove boldudfordringer for enhver smag og for alle aldersgrupper. Mange af klubberne vil efterfølgende oprette motionstilbud med eksempelvis Håndboldfitness og Five-a-side Håndbold for voksne, både nye og tidligere håndboldspillere.

Vind billetter til den eftertragtede VM-finale
På dagen kan du deltage i en fotokonkurrence, hvor førstepræmien er to billetter til den næsten udsolgte VM-finale den 27. januar.

Læs mere om konkurrencen og hvordan du deltager.

Disse klubber er med på dagen
Klik på kortet herunder for at se alle arrangementerne på Håndboldens Dag.

Fakta
Håndboldens Dag er et nyt initiativ under 'Bevæg dig for livet - Håndbold' i samarbejde mellem DHF og DGI. Den 5. januar 2019 slår flere end 160 håndboldklubber dørene op og inviterer både tidligere og nuværende håndboldspillere, men også dem, der aldrig har rørt en håndbold inden for.

Læs mere om Håndboldens Dag.

Vælg forbund

Luk