Nyheder og presse
Del
Foto: IHF
Herrelandshold
Nyt fra DHF

Verdensmestre og spændende debutanter udtaget til EHF EURO Cup

Skrevet af Jens Jacob Juulsager
20. feb 2023Kl. 13:00

Det er en blanding af nykårede verdensmestre og flere af fremtidens stjerner, der er udtaget til de kommende landskampe til marts.

Der er lagt op til en festlig fejring af det historiske tredje verdensmesterskab på stribe, når Håndboldherrerne torsdag den 9. marts møder Tyskland i Gigantium i Aalborg.

Nikolaj Jacobsen har nu sat navne på de spillere, der er indkaldt til landsholdssamlingen, hvor Danmark også møder Tyskland på udebane i Hamborg søndag den 12. marts.

Side om side med stjerner som Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Jakobsen er der udsigt til landsholdsdebut for fire spændende navne, der kan blive nogle af fremtidens profiler i rødt og hvidt. Nemlig målmand Simon Gade fra Aalborg, bagspiller Thomas Arnoldsen fra Skanderborg Aarhus, højre fløj Oskar Vind Rasmussen fra GOG og stregspiller Emil Bergholt fra Skjern.

- Jeg vil gerne bruge kampene på at se nogle af de lidt yngre kræfter an, som jeg håber og tror på skal være en del af landsholdet i fremtiden.

- I og med vi allerede er kvalificeret til EM, er det en oplagt mulighed for at få sluset dem ind på landsholdet. Jeg vil gerne have en bred vifte at vælge imellem, nu vi er begunstiget af at have så mange dygtige spillere i Danmark, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Begge landskampe mod Tyskland indgår i EHF EURO Cup-turneringen, der spilles mellem de fire hold, der allerede er kvalificeret til næste års EM i Tyskland. Foruden Danmark og de tyske værter er det Sverige og Spanien.

stærkt tysk hold venter

De kommende modstandere fra Tyskland beviste ved VM, at de igen har et hold blandt de bedste i verden med en samlet femteplads.

Der er kun ganske få enkeltsæder tilbage til opgøret i Gigantium, hvor billetterne er blevet revet væk. Derfor ser Nikolaj Jacobsen frem til et par gode kampe mod vores naboer fra syd, som det er fem år siden, Danmark senest stod overfor.

- Vi glæder os til at komme hjem og spille foran et forhåbentlig veloplagt publikum i Aalborg og kunne løbe på banen som tredobbelte verdensmestre. Det bliver en god følelse.

- Nu er det faktisk lang tid siden, vi senest mødte tyskerne. De spillede en rigtig god VM-turnering med et ungt og spændende hold med spillere som Juri Knorr, Johannes Golla og Julian Köster krydret med nogle dygtige erfarne spillere. De kommer højst sandsynligt til at spille en stor rolle ved det EM, de selv skal afholde i 2024, siger landstræneren.

Danmark ligger efter to af seks kampe i EHF EURO Cup på en andenplads efter sejren over Spanien i Royal Arena i oktober sidste år og det efterfølgende smalle nederlag på udebane mod Sverige, der fører turneringen efter to sejre.

Den danske trup til de to landskampe mod Tyskland

Målmænd
Emil Nielsen, FC Barcelona
Simon Gade, Aalborg

Fløjspillere
Magnus Landin, THW Kiel
Emil Jakobsen, Flensburg-Handewitt
Oskar Vind Rasmussen, GOG

Stregspillere
Lukas Jørgensen, GOG
Simon Hald, Flensburg-Handewitt
Emil Bergholt, Skjern

Bagspillere
Niclas Kirkeløkke, Rhein-Neckar Löwen
Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Mads Mensah Larsen, Flensburg-Handewitt
Aaron Mensing, Flensburg-Handewitt
Jacob Holm, Füchse Berlin
Jacob Lassen, HSV Hamburg
Thomas Arnoldsen, Skanderborg Aarhus
Simon Pytlick, GOG

Kampprogram for marts-samlingen

Torsdag den 9. marts
Klokken 20.45 Danmark - Tyskland, Gigantium, Aalborg.

Søndag den 12. marts
Klokken 14.15 Tyskland - Danmark, Barclays Arena, Hamborg. Køb billet her.

De resterende få billetter til Håndboldherrernes to hjemmekampe i foråret mod Tyskland og Sverige kan købes her.

Vælg forbund

Luk