Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Herrelandshold

VM i håndbold blev en opvisning i værtskab for Danmark

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
01. feb 2019Kl. 09:29

Det var ikke kun på banen, at Danmark tog guldet. Også uden for banen blev det til guldmedaljer i godt værtskab ved VM i Håndbold i Herning og København.

Mens det danske herrelandshold sørgede for gedigne sejre på banen, var der bag kulisserne massiv travlhed for at sikre den bedst mulige afvikling af VM, der blev holdt i fire tyske og to danske byer. Med den sidste kamp spillet, er det derfor en tilfreds Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, der kan erklære missionen for fuldført.

”Det er ikke kun på banen, at der er blevet knoklet de sidste tre uger. Bag så stort et event står en kæmpe organisation af medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere, som sammen har sikret, at VM er blevet afviklet til UG,” siger Morten Stig Christensen dagen derpå. Generalsekretæren er ovenud tilfreds med resultaterne på såvel som uden for banen: ”Det er jo en drøm, der bliver til virkelighed. Det her VM har vi arbejdet på i over to år sammen med tyskerne som værter og de to værtskommuner, så at lykkes så massivt med eventet som helhed, det er helt fantastisk. Fra Dansk Håndbold Forbunds side skal der lyde en kæmpe tak til alle, der har været med til at gøre det muligt – alle lige fra vores medarbejdere, alle de mange tusinde frivillige, vores gode samarbejdspartnere og så selvfølgelig alle de danske fans, der har støttet os hele vejen igennem.”

En folkefest
Danmark har spillet de fleste af sine kampe på hjemmebanen i Herning, og Herning Kommunes borgmester Lars Krarup har nydt at opleve den fest, som verdensmesterskaberne har skabt i Herning og omegn.

”Jeg synes, vi kom i mål med at skabe den folkefest i Herning og omegn, som vi havde håbet på inden mesterskabet. I Jyske Bank Boxen har særligt de danske kampe budt på en helt enestående stemning, og i det centrale Herning har det summet af liv, blandt andet fordi butikker, restaurationer og hoteller har gjort sig store anstrengelser for at pynte byen til fest. Jeg er sikker på, at VM i håndbold vil skrive sig ind i herningensernes bevidsthed som ét af højdepunkterne i rækken af store events i vores kommune,” siger Lars Krarup.

Fuldt hus i Royal Arena
Da Danmark i åbningskampen overbevisende slog Chile, var der fuldt hus i Royal Arena af danske fans. På de efterfølgende kampdage rykkede særligt svenskerne ind og gjorde arenaen til hjemmebane.

”Det har været en kæmpe fornøjelse sammen med Herning at være vært for VM i herrehåndbold. Københavnerne er blevet forkælet med verdensklasse håndbold og har kvitteret med en folkefest på tilskuerpladserne. Jeg er også utrolig glad for, at næsten 2.000 københavnske skolebørn samtidig har deltaget i VM i skolehåndbold – forhåbentlig giver det endnu flere lyst til at snøre håndboldskoene,” siger Frank Jensen, overborgmester i København.

Danmark er en vært i verdensklasse
For Sport Event Denmark, der har som mål at tiltrække og afvikle succesfulde internationale mesterskaber i Danmark, har VM i Håndbold også været en fornøjelse.

”Det er svært at få armene ned. Den enorme opbakning til de danske kampe både i Royal Arena og i Jyske Bank Boxen viser med al tydelighed, at danskerne gerne vil håndbold i verdensklasse – ligesom de i øvrigt også gerne ville ishockey sidste år. Endnu en gang var der folkefest på lægterne, i fanzonerne, i værtsbyerne og foran tv-skærmene,” siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark.

For Dansk Håndbold Forbund kommer det næste store værts- og mesterskab i 2020, hvor man sammen med Norge er værter for EM i håndbold på kvindesiden.

Fakta

  • Samlet set overværede 900.000 tilskuere i arenaerne de over 90 kampe, som blev spillet i Tyskland og Danmark.
  • I Danmark overværede 366.000 kampene i Royal Arena og Jyske Bank Boxen.
  • Finalen mod Norge blev den mest sete tv-kamp med henved 2.7 mio. seere på TV 2 og DR. Det er dermed også det mest sete program i tv siden det ottende afsnit af Krøniken rullede over skærmen i 2004.
  • De ti danske kampe, som blev vist på tv, blev set af næsten 17 mio. danskere. Til sammenligning bliver en hel sæson af de danske håndboldligakampe set af ca. 14 mio. seere.
  • IHF Men's World Championship 2019, VM i håndbold, løb fra 10.-27. januar. VM blev arrangeret i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og Tysk Håndbold Forbund (DHB).
  • De fire indledende grupper blev spillet i Berlin, München, København og Herning, mens de to puljer i mellemrunden foregik i henholdsvis Köln (Tysklands kampe) og Herning (Danmarks kampe).
  • Semifinalerne blev spillet i Hamborg, mens placeringskampe, bronzekamp og finale blev spillet i Herning.
  • Den danske del af turneringen er arrangeret af Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland og Københavns Kommune.


Kilder: Gallup, DHF, DHB

For mere information
Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, mobil: 4055 6672

Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune, mobil: 2067 4103

Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune - via pressechef Rikke Egelund, tlf. 3147 9497

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, mobil: 40314855

 

 

Vælg forbund

Luk

Hjælp os med at gøre håndbold.dk bedre og vind landskampsbilletter

Vi udvikler løbende vores hjemmeside og vil gerne have din mening. Brugerundersøgelsen tager kun 3-4 minutter.
Start
Nej, tak!